Ugens klumme af Victor Greve

Ugens klumme af Victor Greve
_MG_7157.CR2 26APR11 Den danske præst i Frederiksstad, Victor Greve, har været udsendt som feltpræst i Afghanistan. (Foto: Lars Salomonsen)

Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Horrensherred i centrum.

Var det prisen værd?

Der er noget mærkeligt med ord. Man oversvømmes dagligt, dag ud og dag ind med ord. De fleste af dem går sporløst forbi, og andre ord rammer en som et knynæveslag i mellemgulvet. Man taber vejret og har svært ved at få vejret igen. Var det prisen værd?

I forhold til eller i relation til hvad? Hvad kan opveje prisen andet end, at det var prisen værd. Hvad kan man sætte op imod ordet forgæves, andet end, at det ikke var forgæves. Det ville jo være en frygtelig tanke, hvis alt hvad vi foretog os, ikke var prisen værd, at det hele var og er forgæves, at alt var spildte kræfter.

Spørgsmålet om det var prisen værd har fyldt de danske medier de sidste par uger, og er blevet stillet i forbindelse med vores tilbagetrækken fra Afghanistan efter næsten 20 års krig og 44 danske soldaters død, hvoraf jeg personligt som feltpræst har sendt 8 af dem hjem i kister til deres pårørende. Var det prisen værd?

Jeg vil hellere spørge som præsten Kaj Munk engang skrev til sin ven i et brev: ”Aldrig, aldrig, aldrig spørge om det nytter, men om det er sandt!”

For de mange forældre, kærester, hustruer og børn jeg besøgte, da jeg kom hjem fra Afghanistan og mødte deres sorg ansigt til ansigt, hjerte til hjerte, vil jeg aldrig nogensinde glemme, og deres sorg over at have mistet et menneskeliv vil aldrig kunne vejes op af andres lykke. De vil altid, trods udfaldet af krigen i Afghanistan, sidde tilbage med sorgen. Men jeg ved at de danske soldater kæmpede for fred og frihed, de kæmpede for sandheden, de kæmpede for hinanden, for næsten, og den er altid umagen værd, for den kan ikke værdisættes!

Var det anderledes hvis vi havde vundet krigen? Hvis der var blevet indført demokrati og pigerne igen kunne gå i skole? Hvis der var ro og orden i Afghanistan? Vores indsats ville i givet fald have være en succes og ville det så, have været prisen værd?

Meget af det vi mennesker foretager os, som vi synes er vigtigt og effektivt, viser sig undertiden blot at være tomhed. Og meget af det vi mennesker foretager os, som vi synes er nytteløst og ikke prisen værd, kan vise sig at være prisen værd og gemme dybder af mening og sandhed.

Det er svært at leve afklaret med det uafklarede, men det sidste kapitel i Afghanistans historie er endnu ikke skrevet og dermed heller ikke om vores indsats var prisen værd.

Derfor er det håbet, som bærer mig, og det er mit håb, at det en dag skal komme for dagen, at det, der virkede nytteløst, gjorde nytte i det stille og alt som blot havde et gran af kærlighed i sig, var indsatsen værd. Må dette vederfares vore stolte og modige soldater og deres pårørende og det afghanske folk, så deres hjerter ikke længere bløder, men heles i kampen om sandheden.

Aldrig, aldrig, aldrig spørge om det nytter, men om det er sandt!

Victor Greve

Victor Greve er født i Grønland og blev cand. theol. i 2002. Han har været sognepræst i Sydslesvig og i Jørlunde. I 2005 blev han uddannet som feltpræst og har været udsendt til Afghanistan og Irak. Victor Greve har været sognepræst Skuldelev-Selsø sogn siden 2019.  

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »