Ugens klumme af Tom Lysgaard

Ugens klumme af Tom Lysgaard

Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Horrensherred i centrum.

Stolt over at bo i Hornsherred

Jeg har boet i Hornsherred siden 90érne. Først i lille Lyngerup, og siden i Jægerspris. Ofte er jeg stødt på mange, som var af den klare opfattelse at Hornsherred altid blev nedprioriteret. Jeg blev selv grebet af den følelse, og blev revet med af den grundlæggende antagelse. Som tiden er skredet frem, står det mere og mere tydeligt for mig, at vi glemmer, at se de positive sider af livet på vores egn. Vi hænger os alt for meget i ting som ikke fungerer, istedet for at fokusere på det som fungerer. Når vi kigger os omkring ser vi jo et sprudlende og mangfoldigt liv, som udfolder sig overalt. Der er et utal af landsbylaug, små kulturhuse, kunstgallerier, og mulighed for masser af naturoplevelser ved skov og strand. Vi har et rigt foreningsliv, og et sammenhold uden lige. Jeg var fornylig på Dalby stadion, og så et lokal opgør mellem Dalby og FCH, og der var et liv på stadion, som viser helt tydeligt, at sammenholdet og opbakningen til det lokale står helt skarpt. Vi skal blive bedre til at vise, at vi er stolte af vores indsatser i det frivillige foreningsliv, og vi skal værdsætte de ildsjæle, som står på mål for fællesskabet. Hvis ikke vi har det engagement i det lokale, så forsvinder fællesskabsfølelsen, og dermed ansvaret for de lokale liv, som det leves. Vi tænker tit, og fremfører ofte i Hornsherred, at det hele foregår på den anden side af fjorden, og de får alle ressourcerne, mens vi her i Hornsherred bliver ladt i stikken. Men hvis vi nu er helt ærlige, så har vi det jo grundlæggende godt, og vi skal være mere stolte af det vi opnår her i Hornsherred. Ved Hornsherred brugsforenings 100 års jubilæum i Jægerspris mødte jeg et ungt par med 2 små børn. De boede i København(Østerbro) og havde købt et sommerhus i Dalby huse. De var himmelhenrykte over vores dejlige område, og havde en nysgerrighed på at lære endnu mere om vores egn. Deres interesse viser, at vi faktisk har noget som unge familier efterspørger, og vi som bor her skal også være nysgerrige og lære endnu mere om vores egn. Kun på den måde kan vi tale vores egn op, og være stolte af at bo i Hornsherred. 

Tom Lysgaard bosat Jægerspris
Foreningsaktiv Jægerspris underducks (Floorball) samt Jægerspris tennis og padelklub. Kredsbestyrelsemedlem Venstre Frederikssund/Halsnæs kredsen.
Medlem af Venstres EU udvalg Nordsjælland. 

 

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »