Ugens klumme af Nanny Kragh Mortensen

Ugens klumme af Nanny Kragh Mortensen

Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Horrensherred i centrum.

Sommer i Småland, Sverige på godt og ondt og læsningens glæder

Endnu en gang har vi været 14 dage i Småland og er lige nået ind af døren herhjemme i grønne, åbne Hornsherred. I år har vejret været helt fantastisk – sol fra morgen til aften og gode lange dage – og aftener – uden myg og andet skrawl.

Vi bor noget øde i skoven, så det er ikke mange svenskere vi ser, men vi følger med i den daglige tv-avis og tager også et par ture ud – til loppis – og i år til Vexjø…….og der er noget, der har slået mig : når vi går ind i en forretning, så hilser de os velkomna! Vi var i en lille bitte musikforretning, i et stormagasin og flere andre steder – og alle steder blev vi mødt med Velkomna. Selv om man egentlig kun kom for at ”ose”, var det faktisk helt rart at blive set – og det var langt nemmere at få kontakt til en medarbejder, hvis der var brug for det. Det tror jeg ikke vi oplever i Danmark?

En anden ting, der har slået mig er: der er ikke mange dage, hvor der ikke er et drab i Sverige. Det er jo frygteligt, at de er nået derud, hvor rigtig mange bander florerer i landet – og politiet står magtesløse. Der var fængslet 180 bandemedlemmer efter et tip fra internationalt politi – og skyderiet fortsatte – nu lod det til, at det handlede om kampen for at erstatte de fængslede og holde fast i markeder og områder. 

Jamen det er jo frygteligt. Det mærker man jo så ikke ude i skoven! 

De lange dage kan bruges til den daglige gåtur fra kl 9 til 10 – så har benene fået deres – og dagen er åben for andre sysler. Jeg læser altid. Nogen gange fornøjelige historier, andre gange historiske fortællinger – eller dybere mere tænksomme bøger, som bliver ved med at rumstere i tankerne længe efter sidste ord er læst. Det bedste ved sommerferien er, at der er god tid til at læse tykke bøger i et roligt tempo.

Da jeg var barn og ung – var det ikke velset i mit miljø, at man sad og ”hang” med en bog. Lektier var en by i Rusland. Vi arbejdede og fik noget fra hånden 😊. Min far og farfar blev begge glade for at læse, da de blev ældre, men indtil da var det avisen, der bidrog til at holde læsningen i gang. En venindes far var lektor på Herlufsholm kostskole, og han sad hver eftermiddag og aften og læste, det var en gåde for mig, hvordan en voksen mand havde tid til det!

I dag læste jeg i en artikel i Politiken, at mennesker, der læser, er mere empatiske og har større indsigt i livet – og det må vel betyde, at man kan læse sig til forståelse og indsigt. Jeg føler mig ikke overbevist, men må indrømme at ”Guds bedste børn” af Morten Pape om et hårdt miljø i Urbanplanen var en stærk fortælling fra et miljø, som jeg aldrig har kendt. ”Ud at fange heste” af Per Petterson har fuldstændig fascineret mig (både roman og film) selvom jeg jo dybest ikke forstår far/søn relationen og det maskuline univers, det udspiller sig i.  ”Svar på Helgas brev” af Bergsveinn Birgisson om en 90-årig fåreavler, der skriver et brev til sin elskede Helga. Kvinden han aldrig fik, men på sin egen måde forblev tro. 

Jamen, hvordan skulle man dog møde alt det i virkeligheden? der sidder man ganske stille og  får det forærende i bøger!

Jeg er medlem af en litteraturgruppe på Facebook. Her opstår af og til diskussioner, fordi nogen synes, de skal gøre sig kloge på, hvad andre skal læse, og hvad de skal synes, og hvad der er godt og skidt. Jeg læser det hele og synes andre bare skal læse det, der giver dem noget – men jeg har en svaghed: jeg  læser alt jeg kan finde af islandske forfattere.

Nå –  så sad jeg så der i skovens dybe, stille ro – som man synger – på trods af, at skoven slet ikke er stille. Der er en susen og en kvidren, der skaber et rum for fordybelse, ro og nye tanker, gode historier fra andre miljøer, tider og tanker – en herlig sommer!

I mange år var Nanny Kragh Mortensen konsulent indenfor læsning, læse-skrivevanskeligheder og specialpædagogik.

Nu hvor hun har masser af tid bruges den på familien, læsning, maleri, slægtsforskning og  Skuldelev-Selsø
Multikulturforening og Kaffeklubben i Skuldelev.

Nanny bor lige midt imellem Skuldelev og Østby

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »