Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Horrensherred i centrum.

Har virus sat lys på den blinde vinkel i vores liv?

Noget tyder på at vi i denne omgang næsten er færdige med at være underlagt restriktioner. Det er en god nyhed. Men kan vi fuldt ud vænne os til det normale? Vil vi savne noget af det, som viste sig at være ganske fornuftigt, ikke mindst at tage hensyn til hinanden og bidrage til at vort medmenneske ikke bliver syg.
Det er jo også gangbart i et helt almindeligt liv. Og så vænne os fra alle de efterhånden naturlige handlinger, såsom at tage mundbind på, når vi går ind i en butik, eller når vi er sammen med andre og lige tøver med at give hånd. Vil det ikke føles omvendt sært at slippe de ting! Det mest interessante er vel, hvad vi kan lære af den nødvendige erfaring, som vi her fik. Ikke mindst hvad kan vi se at aftryk, som den lange periode med Corona har sat i os. Det er ret vigtigt. Vi er blevet udfordret på sundheden både fysisk og mentalt, og vi er blevet udfordret på en mere menneskelig plan, hvor vi må spørger os selv og hinanden, hvem er vi, og hvem er vi sammen. Hvad har vi lært om hinanden, og hvad har vi lært om os selv. Vi har stået ved flere forskellige grænser. Kikket over grænsebom-men og set eller ikke set, hvad der findes derovre.
Helt nært har nogen været alene. Angste, frygtsomme, hvordan skal det gå? De fleste kan leve alene, men det er de færreste, som kan være alene.
Det er en hel anden ting: At være alene er en følelse af at ingen lytter til én. Det er det værste. Ikke at have en stemme i verden. Mange ældre oplever det, og især i Corona tiden har det været en snublende nær oplevelse. Lad mig indsparke et digt Louise Glück, hvor hun digter om den følelse:

-Du dør når din ånd dør.
– Ellers lever du.
– Måske gør du det ikke særlig godt, men du fortsætter
– det er ikke noget du kan vælge.
– Det er forfærdeligt at være alene.
– Jeg mener ikke at leve alene
– at være alene, hvor ingen hører dig.

I de tider hvor der er en slags konkurrence om at blive hørt, og hvor alle har ”ret” til en selvbiografi, er det svært ikke at støde på en grænse, som støder på selvfølelsen.
Det at vi i den grad er blevet vores eget projekt, gør at vi let forliser i vores eget liv.
Nok så mange selvhjælpskurser eller mindfulness kan ikke redde os fra en snigende angst. Og det er det andet, som vi møder, angst. Alle har angst, det er en grundstemning i sindet. Men nu er også mange nået til grænsen her, hvor sindet er blevet porøst, og har kunnet skue ind i sjælen og der mødt den angst, som vi nok vidste var der. Her er tale om en meget stor forskellighed, lige fra den lille angst, som vibrerer lige under huden, til den større tungtvejende livs-angst, hvor vi trækker os væk og holder os på social afstand. Angst er naturligt og det lever vi alle med. Alle oplever angst. Det er en god vejviser og hjælper os til at finde vej. Men den kan også være hård og ukontrollabel, og så er den ikke hjælpsom.
Den slår mennesket ud af kurs. Vi siger så, at vi er sygemeldt, når depressi-on, stress og angst rammer os. Men er vi syge? Er vi ikke snarere ramt på sjælen. Og er det ikke en markør, angsten, som vi har en tilbøjelighed til at negligerer, men som i bedste fald kan anvise en vej for os.
De som oplevede noget positivt ved Corona, var nok dem, som har den sociale angst, og som så kunne dække sig lidt ind og ikke have følelsen af at forsømme det sociale, når det nu ikke var muligt for nogen under nedlukningen. Alt det er tankevækkende, og der kommer sikkert til at findes undersøgelser og tal for den slags. Men vigtigst er det, hvad det enkelte menneske har gjort sig af erfaringer, og måske vi alligevel også her er i samme båd; følelsen af usikkerhed og frygt og angst for det, som vi ikke vidste, hvad var.
Angst er jo altid en oplevelse af at være på afstand, og den usynlige virus kunne vi ikke gribe og fatte langt hen ad vejen. Må almindeligt liv blive normalt igen, og lad læringen blive det, der kan vise os en vej.
Måske virus har sat lys på den blinde vinkel i vores liv.

Frits Gammelgaard Terpet har været sognepræst og sygehuspræst siden år 2000 i henholdsvis Gerlev – Draaby (Jægerspris) og Frederikssund Hospital.