Ugens klumme af Frits Gammelgaard Terpet

0

Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Horrensherred i centrum.

Min ven frisøren inviterede på kaffe i barbersalonen, og vi satte os over for hinanden, han i den meget gamle klassiske barberstol, og jeg i en art rokoko stol overfor. Vi talte i en times tid, inden der så kom en kunde, en ung mand, som også gik ind i samtalen, men det blev derfor en anden snak, og derefter talte vi igen en lille times tid, indtil den næste kunde dukkede op, en ældre mand med stok og som lige med nød kom op ad trapperne og svang sig ned i en stol ved indgangsdøren. Kunne han blive klippet i dag, og ja det kunne han. Kaffen var der heller ikke mere af i koppen, og jeg gik efter et par timers samtale. 

Vi talte om tiden, og især talte vi ved hjælp af min frisørs analyse om unges situation. En dag havde han haft en ung mand i stolen. En høj, smuk ung mand, tyve år, sank sammen i stolen som om tiden og livet allerede havde berøvet ham glæden og gejsten. Frisøren spurgte derfor indtil hans befindende, og så siger den unge mand at han er deprimeret. 

Dernæst kom frisøren overfor mig med en længere udredning, og det vigtigste her er det, han nævnte om sult. Det handler om sult, sagde han, ikke om den fysiske sult, men om den mentale og åndelige sult. Hans udredning var, at de unge bliver præsenteret for det hele igennem medierne, og i øvrigt at hastigheden hvormed livet leves i den alder allerede har gjort at de er mætte, når de når voksenlivet. De har ikke for alvor fået nogen modstand, kun er de blevet udstyret med bekvemmelighed, hvor meget lidt er op til dem selv. Omgivelserne er altid rede til at hjælpe dem på vej. Så står de der som næsten voksne, og ved ikke rigtig deres levende råd. 

Jeg ved om min frisør, at han kommer fra Iran. Han er ikke religiøs i nogen retning, men, siger han, tror på Gud. Han kom til Danmark i 1988 efter at han blandt andet havde oplevet en ven blive skudt, da de var på vej hjem fra gymnastik efter skoletid. Han er skilt og har tvillingedrenge på 13 år. Da han blev skilt, konen gik, havde han tabt både hjem og familie. Han arbejdede da mange timer om dagen. 

Han var helt nede i kulkælderen. Når han gik fra frisørsalonen, satte han sig ind i S-toget nord på i forhold til København. Han havde en paraply og sit badetøj, det er vinter, og der er tilfrosset på sundet, folder sin paraply ud og lægger håndklædet under det, og så dykker han ned under det iskolde vand, ligesom han havde gjort det i Iran i krisetider, og med blå mærker over hele kroppen dukker han op afvandet og går hjem. Hvorfor? Fordi, som han siger, han skulle mærke sig selv, give sig selv udfordringer, mærke livet. Det var som en renselse, og fra dette yderpunkt kunne han begynde at tænke, og gradvist igen tage livet til sig. Ligesom han gik igennem kirkegården på vej hjem for at betragte dyrene og indleve sig i de dødes historie. Det er bare eksempler på det, som frisøren sagde at det er vigtigt at handle, når livet går i sort. Det er vigtigt at skabe sit liv ud fra de vilkår, som man nu har. Der er ingen, som træder stedfortrædende til. 

Jeg siger til ham, du er jo filosof, og med et skælmsk smil returnere han at det har andre også sagt!

Men sagen her er at min frisør godt ved fra egne erfaringer at livet ikke giver sig selv, men at man må være påpasselig med at aflæse sit liv, og vende det, når livet tager en drejning, som ikke kunne forudses.

Og nu hvor vi lige har haft Allehelgensdag og læst navne op, fordi der er nogen, som har mistet i det forløbne år, og hvis liv har taget en drejning, er det ikke uvæsentligt at have ritualer, som kan løfte og give én en fornemmelse af sammenhæng, tilhørsforhold, fællesskab, ikke mindst fordi alt i livet forskyder sig, når vi mister et kært menneske. Da er man blevet forladt, som er den smerteligste følelse af alle, siger den norske skuespiller Liv Ullmann.

Tiden løber ubønhørligt, derfor er det godt at have noget ved siden af, som gentager sig. Kristendommens fortællinger gentager sig, ligesom søndagsgudstjenesten er en gentagelse uge efter uge. Vi går ind i et nyt kirkeår med 1. søndag i advent. Kirkeår og kalenderår er adskilte, men begge lige vigtige. I kalenderåret mærker man tidens raske trav, men med kirkeåret er det noget andet. Der bliver man standset i tidens strøm, og der bliver skabt rum til eftertænksomhed og den blotte væren i sit eget, tanker, ro og fordybelse og alt det dyrekøbte med. Mon ikke de fleste beriges af det, og måske giver det livet perspektiv (igen). 

Må alle få en god advent. 

Bedste hilsner Frits

 

Frits Gammelgaard Terpet har været sognepræst og sygehuspræst siden år 2000 i henholdsvis Gerlev – Draaby (Jægerspris) og Frederikssund Hospital.

Deltag i debatten
Share.

About Author