Flagermusforsker har fundet hele 10 ud af 17 danske flagermusarter i Nationalpark Skjoldungernes Land ved Roskilde Fjord. Og den sjældne art, bredøret flagermus, er i fremgang.
HORNSHERRED: Dine ører kan ikke høre deres skrig, men natten i Nationalpark Skjoldungernes Land er fyldt med højfrekvente flagermusskrig. Det dokumenterer en ny, stor undersøgelse.
I løbet af de tre år, som undersøgelsen af flagermusene i nationalparken varede, fandt man ti ud af landets 17 flagermusarter. Zoolog og flagermusforsker Hans J. Baagøe står bag undersøgelsen i samarbejde med Nationalpark Skjoldungernes Land.
Sjælden art breder sig
En af undersøgelsens mest opsigtsvækkende opdagelser er de mange lydoptagelser af skrig fra bredøret flagermus. Hans J. Baagøe glæder sig over at have fundet så stor og stabil en forekomst af denne truede og sjældne art i tilknytning til nationalparkens skovområder.
– Det er virkelig spændende, at bredøret flagermus er i spredning nordover efter at have været helt nede i bestand. Den har været næsten helt væk fra Sjælland, men er tilbage igen med små faste bestande i skovene i den sydlige del af nationalparken. Det er overraskende og glædeligt, at bredøret flagermus breder sig og har det så meget bedre end vi troede, fortæller Hans J. Baagøe.
Bredøret flagermus er specialist i at fange natsommerfugle, men kan også tage andre flyvende insekter. Med rapporten ved man nu, hvor i nationalparken denne flagermus foretrækker at jage, nemlig i skovene, skovkanter, langs levende hegn og i parker med ældre træer.
– Om dagen kan bredøret flagermus godt holde til i bygninger fx bag bræddebeklædning eller lignende. Men i nationalparken er den stærkt knyttet til skovene, og der er ingen tvivl om, at den først og fremmest har sine dagopholdssteder og ynglekolonier under løs bark eller i sprækker og hulheder i særligt velegnede ældre træer i skovene, siger Hans J. Baagøe
Mosaik-landskab
De mange arter af flagermus ser ud til at trives særligt godt i nationalparkens sammensatte landskab, hvor landsbymiljøer veksler med artsrige skove, udyrkede arealer og fjordens kyststrækninger med strandenge.
– Nationalparken udgør med sine mange større og mindre skovområder, omfattende godslandskaber, agerland, fjordområder og bynære miljøer et varieret og righoldigt kultur- og naturlandskab. Den byder på en mosaik af landskabselementer og naturtyper med gode muligheder som levesteder for de forskellige arter af flagermus, forklarer Hans J. Baagøe.
Fokus på livsgrundlag
Flagermusene er stærkt beskyttet af diverse lovgivning, herunder EU-Habitatdirektivets bestemmelser. De er nemlig sårbare over for forstyrrelser og ødelæggelse af deres levesteder, og deres fortsatte trivsel afhænger af, hvordan vi opretholder, forvalter og fremtidssikrer deres livsbetingelser.
Derfor indeholder den nye rapport også en forvaltningsplan, der blandt andet anbefaler og rådgiver om beskyttelse af dagsopholdsteder og ynglekolonier i gamle træer og bygninger, samt bevaring og forbedring af naturtyper, der er rige på de insekter, som jo er flagermusenes livsgrundlag. Det drejer sig blandt andet om frodige skovbryn, levende hegn, værdifulde gamle alléer, enge og overdrev.
Samtidig er nationalparkens mange udyrkede naturområder, søer, åløb og kyststrækninger fyldt med insekter og sikrer et spisekammer for flere af flagermusarterne som vandflagermus, brunflagermus, troldflagermus og skimmelfagermus.
Skrig viser vej
Flagermus jager insekter om natten. Når flagermus skal finde vej og fange deres bytte, betjener de sig af ekkolokalisering.
– Når de er aktivt flyvende om natten, udstøder de normalt hele tiden korte ultralydsskrig. Ved hjælp af de ekkoer, som disse lyde kan give fra omgivelserne, er flagermusene i stand til at finde vej i mørket og til at finde og fange deres bytte. Frekvensen af flagermusenes skrig kan ikke høres af mennesker, og flagermusdetektorer bruges til at ”oversætte” hver arts særlige ultralydsskrig til lyde, der er hørbare for mennesker, forklarer Hans J. Baagøe.
Forvaltningsplanen fortæller udførligt om flagermusarternes ekkolokalisering og helt specielle biologi, og om det vanskelige, men spændende arbejde med flagermusdetektorer.
Oplev flagermus
Når Hans J. Baagøe samler data om flagermusenes færden i nationalparken, foregår det med forskelligt, avanceret ultralydsapparatur. Et stort antal automatiske lyttebokse (stationære flagermusdetektorer) har været udlagt på udvalgte lokaliteter i nationalparken således, at de hele natten har kunnet optage lydene fra forbipasserende flagermus.
Med et særligt computerprogram har Hans J. Baagøe analyseret de mange tusinde små, korte optagelsessekvenser af flagermusskrig for at bestemme arterne i nationalparken og afkode, hvad de foretager sig.
Dertil har forskeren suppleret med adskillige nætter med nærmere studier af flagermusenes adfærd via håndholdt detektor og direkte observation. Og at tage ud i skumringen og opleve flagermus, det ønsker han at alle vil prøve.
– Det er altid en fantastisk glæde at opleve flagermusene ude i naturen og prøve at forstå den imponerende orienteringsevne flagermus har, og hvordan de manøvrerer og fanger insekter. Hvis man først oplever det, så åbner det øjnene – eller rettere sagt ørerne – for noget helt ekstraordinært. Det er en horisontudvidelse, siger Hans J. Baagøe.
