Tid til handling bag ordene – Natur-ligvis

Tid til handling bag ordene – Natur-ligvis

Af Tage S. Rasmussen
Fjordlandslisten
Ingridvej 13, Slangerup

Høringsperioden for Naturhandleplan 2023-2027 er netop afsluttet.

Naturhandleplanen har været længe undervejs, og er en opfølgning på naturstrategien, som blev lavet april sidste år.

Naturen har været nedprioriteret siden Vingeskandalen, hvor der skulle findes store besparelser, og de fleste naturinitiativer enten blev aflyst eller udsat.

Naturen er et meget vigtigt område for Fjordlandslisten, og vi har fra starten haft fokus på at få naturen på agendaen og følgelig kritiseret det tidligere byrådsflertal for at nedprioritere denne på bekostning af 3B (Byudvikling, Byggeri og Beton)

Under valgkampen førte mange partier og politikere sig frem som grønne ambassadører og specielt blev Naturstrategien markedsført som det helt store nummer.

Dette påpegede Fjordlandslisten som en syltekrukke og Kejserens nye grønne klæder.

Men nu er naturhandleplanen endelig her, så nu har byrådet ikke nogen undskyldninger for at vente længere. Vi må se om der nu kommer handling bag de mange løfter fra valgkampen og flotte intentioner i planerne.

Fjordlandslisten vil kæmpe for at ambitionen på naturområdet øges markant efter den lange tørkeperiode, og opfordrer de andre partier i byrådet til at huske deres løfter i valgkampen herunder de grønne håndtryk med Dansk Naturfredningsforening.

Budgetforhandlingerne for 2024 er så småt gået i gang, og nu har alle så muligheden for at sætte handling bag ordene.

Det håber vi et flertal vil, men kan godt være bekymret når vi kigger på de manglende konkrete mål i naturhandleplanen og den manglende fokus på finansiering af de mange gode konkrete forslag som borgere og interesseorganisationer har bidraget med.

Da budgettet er presset og alle gerne vil bruge flere penge frygter vi at naturen endnu engang vil blive sorteper.

Det har vi jo allerede set med nedlæggelsen af Biodiversitetspuljen for 2023, da byrådet senest skulle finde besparelser på budgettet.

Dette handler om politisk vilje og prioritering.

Umiddelbart bør det være inden for Klima, Natur og Energi udvalget at prioriteringen skal ske. Der er i dette udvalg lavet mange planer herunder Klima- og Mobilitetsplan med meget høje ambitiøse mål og et stort finansieringsbehov. Der må skrues en smule ned for ambitionsniveauet indenfor disse områder, så der også kan sikres en acceptabel finansiering af naturhandleplanen fremadrettet.

Ift. anlægsrammen er der dog også gode mulighed for at omprioriterer og finde de nødvendige midler til at implementere Naturhandleplanen.

Det må nu endelig være naturens tur at blive prioriteret, og på høje tid at Kejseren får rigtigt tøj på.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »