Større overskud end ventet

Større overskud end ventet

Byrådet har netop sendt kommunens årsregnskab for 2020 til revisionen. Regnskabet viser et overskud på 147 millioner kroner, hvilket er godt 165 millioner kroner større end forventet. 

FREDERIKSUND KOMMUNE: 2020 var på mange måder et år præget af coronapandemien. Det kan også aflæses i Frederikssund Kommunes årsregnskab. COVID-19 situationen har givet anledning til merudgifter på 68 millioner kroner i 2020, som dog delvist er modsvaret af færre udgifter til administration. 

Dertil kommer kompensation fra staten vedrørende blandt andet overførselsudgifter og forsikrede ledige som følge af COVID-19 situationen. 

Overskud på 147 millioner kroner
Årets samlede overskud blev på 147 millioner kroner og kassebeholdningen er i løbet af 2020 steget fra 170 millioner kroner til cirka 268 millioner kroner. 

En tendens, der er fortsat, idet kassebeholdningen ved udgangen af marts 2021 var oppe på 310 millioner kroner. 

– Det er meget tilfredsstillende, at vi – ovenpå et år, der har været alt andet end normalt – kan konstatere, at vi har været i stand til at fastholde og endda forbedre den sunde og robuste økonomi, vi har i kommunen. Og ovenikøbet i et år med et ekstra stort anlægsbudget, hvor vi blandt andet har lavet nye faglokaler til skoleeleverne, en ny daginstitution, svømmehal, kunstgræsbaner, aktivitetsbånd i Jægerspris og en del ny infrastruktur – herunder nye cykelstier samt anlæg ved Vinge Station, fastslår borgmester John Schmidt Andersen (V). 

Han retter en stor tak til både ledere og medarbejdere for at have sikret en sikker drift af kommunen trods store udfordringer med Covid-19 i 2020, 

At anlægsbudgettet var ekstra højt i 2020 skyldes blandt andet, at regeringen ophævede det anlægsloft, der normalt er for kommunernes anlægsudgifter, for at holde gang i beskæftigelsen under coronapandemien.

God driftsbalance
I 2020 havde Frederikssund Kommune indtægter for i alt 3.108 millioner kroner, hvilket er lidt højere end ventet.

Det skyldes navnlig den kompensation, Frederikssund Kommune har modtaget fra staten som følge af COVID-19 vedrørendeserviceudgifter, forsikrede ledige samt overførselsudgifter. 

Kommunens driftsudgifter afveg mindre end en promille fra det budgetterede. De samlede driftsudgifter var på 2.875 millioner kroner – blot 2,7 millioner kroner over det budgetterede.

Driftsbalancen viser et samlet overskud på 233 millioner kroner, der har finansieret anlægsudgifter, renter, afdrag – og et overskud på 147 millioner kroner.

Skal endeligt godkendes i august
På Byrådets møde onsdag den 28. april blev det besluttet at sende årsregnskabet til revisionen. 

Når revisorerne har afgivet deres beretning, skal det endelige regnskab godkendes af Byrådet senest inden udgangen af august.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »