Statsministeren siger nytænk – så lad os gøre det i Frederikssund

Statsministeren siger nytænk – så lad os gøre det i Frederikssund

Læserbrev

Af Gert Løfgren DF, Byrådsmedlem i Frederikssund kommune.

Statsministerens budskab ved Folketingets åbning er interessant:

Kommunerne skal turde nytænke. Og står lovgivningen i vejen for gode løsninger, så skal man tage fat i regeringen.

Så lad os tage hende på ordet.

I Frederikssund Kommune diskuterer vi nu fremtiden for skoler i vores mindre bysamfund på grund af faldende børnetal.

Men behøver svaret altid at være lukning?

Hvorfor ikke vende spørgsmålet om:

Hvad skal der til for at bevare skolen?

Måske skal fremtidens landsbyskole være meget mere end en skole.

Dagtilbud, foreninger, fritidsaktiviteter, kultur, ældre, borgerservice og lokale fællesskaber kunne måske samles under samme tag. Så udnytter vi bygningerne langt bedre og fordeler udgifterne på flere funktioner.

Og støder vi på regler, der forhindrer fornuftige lokale løsninger, så har statsministeren jo selv åbnet døren:

Tag fat i regeringen.

Det synes jeg, vi skal gøre.

For når en skole først er lukket, er den svær at få tilbage. Og vil vi have børnefamilier til vores mindre byer, skal der også være noget at flytte til.

Derfor bør vi undersøge mulighederne, før vi griber til skolelukninger.

Vi skal ikke hele tiden spørge:

“Hvorfor kan det ikke lade sig gøre?”

Vi skal spørge:

“Hvordan får vi det til at lade sig gøre?”

Det er nytænkning – og det kunne vi godt bruge mere af i Frederikssund Kommune.

Andre artikler fra denne uge