JÆGERSPRIS: Sommerferien er over os, og i Frederikssund, Roskilde og Lejre venter et væld af oplevelser for både store og små. VisitFjordlandet guider til sommerens bedste aktiviteter – fra spændende museer og historiske attraktioner til naturoplevelser og hyggelige udflugter.
– Sommeren i Fjordlandet byder på en unik kombination af kultur, natur og oplevelser for hele familien – fra vikinger, kongeslotte og kunst til troldejagter, gårdbesøg og aktiviteter ved fjorden, fortæller VisitFjordlandets direktør, Thomas Kær Mahler.
Kunst og kultur
Oplev særudstillingen På hvis skuldre, kurateret af filminstruktør Lars von Trier på Willumsens Museum. Kom tæt på nogle af de værker, der har inspireret hans filmiske univers, heriblandt Edvard Munch, Vilhelm Hammershøi, Per Kirkeby og J.F. Willumsen. Nyd en frokost i caféen, og lad børnene gå på opdagelse i museets kreative univers med gratis kreative kits og sjove opgaver.
Besøg et af Danmarks ældste kongeslotte og historien om Kong Frederik 7. og Grevinde Danner på Jægerspris Slot. Hver lørdag kl. 13 kan I tage med på en guidet omvisning og komme tæt på kongeparrets liv, de historiske gemakker og deres fascinerende kærlighedshistorie. Kombinér besøget med en gåtur i den smukke slotspark blandt historiske mindesmærker, gamle træer og hyggelige stier.
Magisk sommer
Tag familien med på jagt efter naturens magi på Færgegården i sommerferien. Med den sorte bog i hånden skal I løse spændende opgaver i museumshaven, finde den hemmelige trylleremse og få en lille præmie. I kan også tage på hekseskole, hvor I skal mærke, dufte og smage på vilde planter, lave urtete over bål, lære gamle håndværksteknikker og høre fortællinger om hekseurter, folketro og naturens magiske kræfter.
Smagen af sommer
Besøg Svanholm Storkollektiv og oplev et levende økologisk landbrug. Smag på lokale råvarer fra gårdbutikken, nyd en is eller en kop kaffe i caféen, og hils på gårdens dyr i de naturskønne omgivelser.
Læg vejen forbi Hansens Iscafé i Jægerspris og smag på den økologiske flødeis, som er blevet produceret gennem fire generationer. Vælg mellem klassiske isvafler, softice og lækre isdesserter, der kan tilfredsstille både den søde tand og de mest sultne ismaver.
Kom ud i det blå
Hop ombord på Naturekspressen og tag med ud i sommerlandet. Her venter naturoplevelser, lokale fortællinger og skønne udsigter gennem Hornsherreds varierede landskab mellem Roskilde Fjord og Isefjord.
Se den fulde guide til sommerens oplevelser her: https://www.visitfjordlandet.dk/fjordlandet/guides-inspiration/sommer/sommerguide











