Klinik Smertefri går nye veje for at sætte ind, hvor det gør ondt.
Af Tomas Skov
JÆGERSPRIS: Nancy Larsen og Maria Frederiksen åbnede 1. marts Klinik Smertefri på Hovedgaden 28 i Jægerspris. Klinikken, der er fuldt handicapvenlig med rampe og adgang til handicapvenligt toilet, tilbyder magnet- og laserterapi til alle med smerter af enhver art.
– Der er evidens for, at det virker. Derfor harde også maskinerne på Hvidovre, Frederiksberg og Rigshospitalet, fortæller Nancy Larsen.
Hun arbejder fortsat primært som graver og kirketjener i Gerlev Kirke, mens Maria Frederiksen arbejder fuld tid i klinikken.
– Vi har kendt hinanden i en del år, og vi har tit snakket om, at der manglede et sted i Hornsherred, hvor man kunne smertelindres uden en henvisning, fortæller Nancy, der også blev inspireret af sin egen mand, som led af rygsmerter.
Magnet og laser
Hun fik en aftale med producenten bag maskinerne, og hun glæder sig nu over at kunne hjælpe mennesker til at genfinde livsglæden og en hverdag fri for invaliderende smerter.
– Det er fantastisk. Laser arbejder med inflammation og sparker liv i gamle celler., mens magneten fikser både væv, brusk, knogler og sener. Vi kørte et eksperiment med fodboldspiller, der fik magnetterapi på et brud en gang om dagen i to uger, så var det helet. Det fungerer også godt til knogleskørhed, fortsætter Nancy Larsen.
Behandling hjemme
Klinik Smertefri har også investeret i en såkaldt Pelvic Chair, der hjælper med bækkenbundsøvelser, knibeøvelser og efterfødselstræning. Til mænd kan den genopbygge lukkemusklen efter operation for prostata.
– Vi har også en del ældre håndværkere med slidgigt, hvor det styrker muskulaturen. Nogle har det godt efter tre behandlinger, andre efter syv. Vi har også tryghedskort til dem, der skal have langtidsbehandling, hvor vi smertelindrer dem, der ikke kan kureres, fortæller Nancy, der også kan tage udstyr med ud af klinikken til behandling i hjemmet.
Små mirakler
Slid i knæ og hofter. Frosne skuldre eller schlerose – klienterne får typisk gentagne behandlinger med 40 minutters laser efterfulgt af en halv times magnetterapi.
– Jeg har en 54-årig mand med schlerose, der et kommet en gang om ugen siden april. Efter to gange kom han op af kørestolen, efter fire gange var han tæt på smertefri. Nu kan han kan hjælpe til derhjemme og arbejde i haven. Hans mål var fem minutters øvelser med elastikker, og nu spiller han badminton med balloner, beretter hun.
Nancy Larsen undrer og ærgrer sig derfor over, at denne type behandlinger ikke er mere udbredt.
– Det er så meget bedre end at fylde folk med piller. Og for mig personligt er det bare så dejligt og en kæmpe værdi at kunne hjælpe mennesker med at få et bedre liv, siger hun.







