Sænk varmeregningen med smarte termostater

Sænk varmeregningen med smarte termostater

Smarte termostater kan styre temperaturen automatisk i hjemmet, og det kan give en lavere varmeregning, uden at man skal gå på kompromis med komforten, fortæller Forbrugerrådet Tænk.

ENERGI: En smart termostat er en digital termostat, der enten via wi-fi eller bluetooth er koblet til en app på telefonen.

Man kan indstille og styre temperaturen på selve termostaten, på sin app eller i nogle tilfælde også via et elektronisk panel i hjemmet.

Smarte termostater kan installeres på både nye og ældre radiatorer. Den overordnede fordel ved at skifte til smarte termostater er, at man kan programmere temperaturen til automatisk at være lavere om natten, eller når man er på arbejde, og være højere, når man er hjemme.

Bedre styr på temperaturen

De smarte termostater er digitale, og derfor giver de også en præcis styring af temperaturen, og de giver dig også et godt overblik over, hvad temperaturen rent faktisk er i de rum, hvor der er radiatorer.

Men smarte termostater gør altså kun noget, som man i teorien kunne gøre selv manuelt ved at indstille dine termostater.

Det bliver dog nemmere, hurtigere og mere præcist at hæve og sænke temperaturen i boligen, end hvis man skulle gå rundt og skrue op og ned på termostaterne konstant.

Lavere temperatur giver lavere regning

Uanset om man har fjernvarme, luft til vand-varmepumpe, gasfyr eller oliefyr, har varmeregningen ændret sig på grund af de stigende priser på energi.

Smarte termostater gør det nemmere at sænke varmeregningen, fordi man kan automatisere sænkningen af temperaturen og for eksempel inddele huset i zoner, med forskellig temperatur.

Sænker man temperaturen 1 grad, vurderes det, at man sparer fem procent på sin varmeregning.

Det betyder, at man kan spare en del på varmeregningen, hvis man eksempelvis har 21 grader i hjemmet i de timer, hvor man er hjemme og oppe, og de resterende timer sænker temperaturen to til tre rader til for eksempel 18 grader.

Med de voldsomt stigende varmeregninger kan en besparelse på selv 5-10 procent af den samlede varmeregning mærkes på budgettet og på klimaregnskabet.

Nogle producenter lover voldsomme besparelser på varmeregningen, men læg ikke for meget i disse løfter, skriver Tænk.

Vurder selv, om det er realistisk at spare 30-40 procent på varmeregningen, fordi temperaturen sænkes et par grader, når man sover eller ikke er hjemme.

På Tænk’s hjemmeside kan man se en række test af de smarte termostater.

Energi

Andre artikler fra denne uge

Tak Anja!


Inge Messerschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti (O) På byrådsmøde i spørgetimen talte Anja Bisp Pedersen om gensidig loyalitet. En super vigtig

Læs mere »