Problemerne er desværre selvforskyldte

Problemerne er desværre selvforskyldte

Af Ole Peltola
Fjordlandslisten
Muslingevej 7, Jægerspris

Ingen kan være uenige. Absolut ingen. Men mit svar på Inge Messerschmidts indlæg i lokalavisen med overskriften “Frederikssund skal være en tryg og fredelig by” er, at problemerne i byen er selvforskyldte.

For gennem de sidste 4-8 år med blåt flertal i byrådet har alle kommunens aktiviteter for unge mødt sparekniven. Ikke en gang – men mange gange.

En spændende og velorganiseret ungdomsskole med dynamiske ansatte er blevet skåret helt ind til benet.

Velfungerende ungdomsklubber med tilhørende kreative og dygtige medarbejdere er ligeledes blevet skåret helt ind til benet.

Sammen dannede Ungdomsskolen og ungdomsklubberne et solidt fundament for de unge i kommunen. Både i form af skal-ting omkring undervisning og omkring kan-ting, som de unge havde lyst til at deltage i.

Samme medarbejdergruppe dannede tilsammen et trygt og opsøgende miljø omkring unge i kommunen, for de havde i stor udstrækning viden om, hvor unge på afveje kunne være, og hvad man skulle holde øje med i den sammenhæng.

Og ved siden af var samme medarbejdergruppe kernen i Natteravnene, som altid var i nærheden af fester mv., når det var vigtigt! 

Selvfølgelig i samarbejde med politiets SSP-gruppe.

Kort sagt: Systemet var på forkant med problemerne og kunne forebygge at tingene gik skævt for og omkring de unge.

I dag kan man kun “helbrede”, når skaden er sket, hvis man har nogen til at gribe ind.

Det er dels meget senere i et skævt forløb, man derved kommer i kontakt med unge på afveje, og dels vil det være meget sværere at ændre deres “løbebaner”, for hvad kan man tilbyde?

Havde Inge Messerschmidt og blå blok holdt fast i det unikke system, som man havde før besparelserne ramte, så havde byen i dag været både roligere og fredeligere – for vi kunne have klaret langt det meste selv – som kommune.

Nu kan vi råbe op om mere politi, men de kan kun “slukke ildebrande” – hvis de kommer – de løser ikke problemerne på en mere grundlæggende måde.

Forhåbentlig kan det nye byrådsflertal træde i karakter og dreje udviklingen tilbage til klart mere forebyggelse – også for at fastholde dygtige og hårdt arbejdende medarbejdere i systemet.

Man kan jo starte med at udvide åbningstiderne i de nuværende ungdomsklubber og sikre, at de unge kan komme frem og tilbage til dem – med bus.

Indtil det sker, må manglende fred og tryghed karakteriseres som værende aldeles selvforskyldte problemer – desværre.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »