Penge til lokale digeprojekter

Penge til lokale digeprojekter
Hyllingeriis Strand. Foto: Frederikssund Kommune.

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Udvalget for Klima, natur og energi har anbefalet byrådet at frigive 500.000 kroner til tre lokale lokale digeprojekter i henholdsvis Kulhuse, Frederikssund Nord og Hyllingeriis. 

Lokalt er der et stort pres for at komme videre i projekterne og behov for kontinuerlig fremdrift. 

Den største udgift på dette stadie i projekterne er finansiering af rådgivere til at udarbejde og modne løsningsforslag til kystbeskyttelsen.

I Hyllingeriis er der behov for cirka 100.000 kroner til at gøre myndighedsansøgning færdig i begyndelsen af 2022 og efterfølgende udarbejdelse af udbudsmateriale til anlægsprojekt. 

Administrationen planlægger at holde et grundejermøde i forbindelse med offentlig høring af projekt og bidragsfordeling.

I Kulhuse er der budgetteret med 200.000 kroner til udarbejdelse af et dispositionsforslag, der indeholder én realiserbar løsning for højvandsbeskyttelsen. Dispositionsforslaget udarbejdes på baggrund af tidligere skitser, suppleret med ny viden og beslutninger, der træffes i tæt dialog med Frederikssund Kommune og Digeforeningen. 

Her planlægger administrationen at holde et grundejermøde i februar 2022.

De sidste 200.000 kroner skal bruges i Frederikssund Nord til at udarbejde detail- og myndighedsprojekt med forslag til vedtægter og bidragsfordeling.

For at sikre fremdrift i de nævnte tre projekter forventes det blive nødvendigt at frigive yderligere midler senere i 2022. 

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »