Officiel indvielse af Willumsens Museum

Officiel indvielse af Willumsens Museum
Genåbningen markerer et markant løft af museet med nye, moderne rammer for både kunsten og publikum. Foto: Frederikssund Kommune

Efter knap to års omfattende ombygning indvies Willumsens Museum i Frederikssund.

FREDERIKSSUND: Mandag 7. september på J.F. Willumsens fødselsdag indvies det nyrenoverede museum efter to års arbejde. Tirsdag 8. september åbner museet atter for gæster. Genåbningen markerer et markant løft af museet med nye, moderne rammer for både kunsten og publikum. Det er generøse donationer fra først og fremmest A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden, Villum Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt ikke mindst Frederikssund Kommune, der har muliggjort den ambitiøse renovering og opgradering.
– Genåbningen af hele Willumsens Museum er en stor glæde og en vigtig begivenhed for hele Frederikssund Kommune. Museet er en central del af vores identitet og kulturarv. Med de nye, moderne rammer får både borgere og besøgende endnu bedre mulighed for at opleve kunst i særklasse. Det er til gavn for hele kommunen og styrker Frederikssund som et attraktivt sted at bo, besøge og opleve kultur, siger borgmester Anne Sofie Uhrskov (V).
Efter ombygningen ankommer gæsterne fremover via en sti – der snor sig gennem den smukke park, forbi Willumsens monumentale skulpturer Ravnene – op til et nyt og lyst indgangsområde. Museets café har fået et stort køkken og nyt udendørs serveringsområde.

Kultur på højt niveau
Ombygningen er tegnet af Wohlert Arkitekter og udført af Jakon A/S, og det er formand for Willumsens Museums bestyrelse, Michael Tøgersen, godt tilfreds med.
– Med ombygningen har museet fået tilført nogle helt fantastiske muligheder for at afholde koncerter, lave kreative undervisningsforløb og aktiviteter for børn og voksne og ikke mindst udbrede kendskabet yderligere til Willumsens mange spændende værker. Det er kultur på højt niveau, men med plads til alle interesserede. Jeg ser meget frem til at byde gæster indenfor på et museum i verdensklasse, siger han.
Bag kulisserne har museet fået et nyt klimastyret magasin til sin samling af 8.000 værker. Ligesom klimastyring og sikkerhed er blevet opgraderet til international standard, som gør det muligt at vise udstillinger fra højeste hylde. Endelig er akustikken i Reliefsalen blevet bedre til gavn for koncerter og foredrag.

Nye udstillinger
Fra mandag 7. september kan publikum opleve en ny ophængning af Willumsens værker i den gamle del af museet med både kendte og mindre kendte værker.
I den nye del af museet vises udstillingen ”På hvis skuldre”, som filminstruktøren Lars von Trier står bag. Udstillingen byder på hovedværker af bl.a. Willumsen, Edvard Munch, Vilhelm Hammershøi og August Strindberg, der alle har inspireret Trier.
Sidst i november åbner udstillingen MNEMOSEA. Marie Kølbæk Iversen x Willumsens Museum. I udstillingen, der også foregår i museumsparken, undersøger billedkunstner Marie Kølbæk Iversen havet som et fælles rum, hvor mennesker gennem tiden har delt ressourcer, myter og forestillinger.
I 2027 kan publikum opleve dels særudstillingen Apokalypsen æstetik om kunstens fremstilling af dommedag og det der kommer efter dels det Reumert-vindende kunstnerkollektiv Sort Samvittigheds nyfortolkning og iscenesættelse af Willumsens univers.

Bemærk at indvielsen mandag 7. september er et lukket arrangement. Fra tirsdag 8. september er museet åbent for alle, og hele ugen fejres genåbningen med forskellige arrangementer.

Andre artikler fra denne uge

Forrygende fejring

Anlægsgartner Gottlieb markerede de første 25 år for fulde gardiner. Af Tomas Skov SKIBBY: Fredag 28. august var de helt

Læs mere »