Jeg har tidligere fortalt om nogle af de gode historier som gemmer sig på en kirkegård – og nu skete det igen.
På Skuldelev kirkegård stod jeg pludselig foran en gravsten, hvor der stod: Forfatteren Carlo Andersen. Carlo Arnold Valdemar Andersen blev født d. 5, marts 1904 på Frederiksberg og døde d. 20. februar 1970 i Skuldelev.
I de første år af sit aktive arbejdsliv arbejdede han som kontorist, var selvstændig erhvervsdrivende og arbejdede for et engelsk firma. Men da han i 1930´erne fandt ud af, at han faktisk kunne skrive, tog han, som så mange andre forfatterspirer, chancen. Det resulterede i debutromanen ”Krigstestamentet”, med hvilken han samme år vandt førstepræmien i en nordisk krimikonkurrence. Han var forfatter til en række på 10 kriminalromaner i løbet af 1940´erne. For eksempel romanerne ”Politiet beder os efterlyse” og den nok mest roste kriminalroman fra hans hånd ”Det afgørende bevis”. At netop den er vellykket ses af denne anmeldelse i Nationaltidende: ”Med ”Det afgørende bevis” sprænger Carlo Andersen uldsnoren som nummer eet, foran alle konkurrenter, udviklingen bevæger sig med forrygende hast”. Mange af hans krimier blev i øvrigt oversat til flere sprog og genudgivet i 1960´erne.
Fra begyndelsen af 1940´erne startede han et samarbejde med forfatteren Knud Meister som i øvrigt havde sommerhus ved Skuldelev Strand. Det samarbejde blev ganske afgørende både for de to forfattere og for mange drenge som voksede op i 1940´erne, 50érne og 60´erne. Sammen skrev de nemlig Jan-bøgerne. Næsten 80 bøger blev det til: Serien blev så populær, at der blev dannet en Jan-klub, udgivet en årlig Jan-lommebog, samt lavet en film ”Jan går til filmen”. Serien blev også oversat til en række sprog. Bøgerne om drengedetektiven Jan og hans gode ven Erling der gik fra eventyr til eventyr, og som altid var utroligt spændende havde en stærk appel til drenge, og lur mig om ikke mange fædre så sit snit til at læse dem også. Under alle omstændigheder var Jan-bøgerne helt sikkert årsag til, at mange drenge begyndte at læse selvstændigt.
Den store succes med Jan-bøgerne førte til, at de to forfattere også gerne ville skrive for pigerne. Det blev til bøgerne om Puk, som blev skrevet under pseudonymet Lisbeth Werner. Puk-bøgerne handler om den lidt forkælede københavnerpige Bente Winther, der bliver sendt på Egeborg Kostskole fordi hendes far skal flytte til udlandet med sit arbejde. På kostskolen får Bente kælenavnet Puk, og hun kommer ud for lidt af hvert, hun er en pige med appetit på eventyr og livet. I alt blev der udgivet 58 bøger i den serie.
Carlo Andersen var under Anden Verdenskrig aktiv i modstandsbevægelsen i gruppen ”Gorm”. Han skrev senere om sine oplevelser under krigen i bogen ”For at andre kan leve”. Han ejede Skuldelev Kro i nogle få år, og var som sådan et markant navn i Skuldelev. Jeg vil dog henvise til den fine bog om Skuldelev Kro udgivet af Anne Moore, Jan Dreisig og Nanny Kragh Mortensen. Her finder man meget mere om livet i og omkring kroen og Carlo Andersens rolle heri.
Selvom Jan og Puk bøgerne utvivlsomt har været en stor indtægtskilde for Carlo Andersen, så er det tydeligt, at han også gerne ville skabe sig en selvstændig identitet som forfatter. Krimilitteraturen var ikke så anerkendt i 1940´erne og 1950´erne som den er i dag.
Den store forskel er, at Carlo Andersen skrev sine krimier i den engelske krimi tradition, som også kaldes ”who dunnit”. Det vil sige, at det var gåden, opklaringen og plottet det handlede om. Her fandt man ikke de store psykologiske portrætter, som man ser i den nutidige krimilitteratur. Men Carlo Andersen var dygtig til det han lavede. I flere af sine romaner refererer han direkte til Agatha Christie og Sherlock Holmes, så han lagde ikke skjul på, hvorfra inspirationen kom.
I 1952 udgav han den historiske roman: ”Sværdet og korset” under pseudonymet Kjeld Vaag.
Som forberedelse til denne klumme har jeg blandt andet læst ”Det afgørende bevis” og ”Tante Tuttis millioner” og jeg har fået stor respekt for Carlo Andersens håndværk som forfatter. Carlo Andersen var medstifter og formand for Kriminalistklubben, som var et forum for datidens krimiforfattere.
Carlo Andersen og hans kone Alice boede i deres sidste år på Vestergade 4 i Skuldelev. Tilbage til kirkegården i Skuldelev. Da jeg opdagede Carlo Andersens gravsten fik jeg lyst til grave i hans forfatterskab og det har været en god oplevelse. Hans krimier kan selvfølgelig skaffes gennem biblioteket.
