Øget åbningstid i Borgercentret

Øget åbningstid i Borgercentret

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Åbningstiderne for telefoniske og fysiske henvendelser til Frederikssund Kommune blev halveret i 2019, hvor åbningstiderne blev reduceret fra 24 timer til 12 timer ugentligt.

Åbningstiderne i Borgerservice for fysisk fremmøde med tidsbestilling er i dag:

Mandag: 10-13, tirsdag: Lukket, onsdag: 10-13, torsdag: 10-12 + 15-17 samt fredag: 10-12.

Åbningstiderne i callcenteret er i dag:

Mandag: 9-12, tirsdag: Lukket, onsdag, torsdag og fredag: 9-12.

Set i forhold til nabokommunerne er Frederikssund den kommune, der i dag har den laveste tilgængelighed målt på åbningstiden.

Der er perioder, hvor kommunens borgere, virksomheder og samarbejdspartnere oplever lang ventetid på besvarelse af telefoniske henvendelser til kommunen, ledige tider til fysisk betjening i Borgerservice og ekspedition i borgerservice til den reserverede tid.

Flere timer og DDH

På baggrund af økonomiske beregninger og en vurdering af, hvad der øger serviceværdien for borgerne foreslås det, at bevillingen udmøntes således:

1. Åbningstiden i Borgerservice udvides med seks timer ugentligt.

2. Åbningstiden i callcenteret udvides med seks timer ugentligt.

3. Kommunen tilslutter sig Den Digitale Hotline (DDH), hvor borgerne kan ringe og stille spørgsmål, som ikke kræver sagsbehandling. Den Digitale Hotline har åbent 60 timer/ugen.

Mange borgere efterspørger tider i enten frokostpausen eller i ydertimerne, dvs. enten tidligt eller sent på dagen. Her har de borgere, der er på arbejdsmarkedet, tid og mulighed for at møde fysisk op i Borgerservice og blive ekspederet.

Det er også disse tider, der hurtigst bliver booket af borgerne i dag.

Forslaget til de nye åbningstider fordeler sig i tidsrummet 8-17, da det giver flest åbningstimer for pengene.

Timerne uden for dette tidsrum er dyrere blandt andet på grund af tillæg til medarbejderne.

Fortsat lukket tirsdag

Der lægges i forslaget op til, at tirsdagen bevares som lukkedag.

Nabokommunerne, der har en ugentlig lukkedag, holder lukket onsdag eller fredag. Dermed er der på tværs af kommunerne mulighed for f.eks. pas- og kørekortsekspeditioner på alle hverdage, da borgerne frit kan vælge at blive ekspederet i andre kommuners borgerservice.

Job, erhverv og kultur godkendte forslaget til øget åbningstid og udbad sig samtidig en løbende orientering.

Frederikssund Kommune

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »