Nyt navn til vores kommune

Nyt navn til vores kommune

Læserbrev

Af Niels Martin Viuff
Det Konservative Folkeparti
Frederikssund

I Frederikssund er jeg født. I Frederikssund har jeg skabt et liv og stiftet familie. I Frederikssund bliver jeg gammel.

Mit liv har altid haft Frederikssund som omdrejningspunkt.

Men vores kommune er så meget mere end blot hovedbyen Frederikssund.

Det er Slangerup, kongebyen, det er istidslandskaberne i det sydlige Hornsherred, Skuldelev Ås, udsigten fra Selsø, skovene omkring og slottet i Jægerspris, det er Kulhuse på en lang, varm sommerdag, det er en stille morgenstund med fjordkig i Græse.

Vi har alt i vores kommune, men vi burde have et navn, der indfanger vores ånd.

Kan man skifte kommunenavn? Ja, det kan man.

I 2008 skiftede vores nabokommune navn fra Frederiksværk-Hundested Kommune til Halsnæs. Og i øjeblikket er der tale om et navneskifte i Thisted Kommune.

Jeg mener, at vi bør kigge på det samme i Frederikssund Kommune.

Kunne det være, at vi skulle hedde Fjordland Kommune? Eller noget andet?

Det er efter min mening en diskussion værd.

Jeg synes, vi skal lade 2024 blive året, hvor vi i Frederikssund Kommune smider mindreværdskomplekserne og tænker meget mere om os selv.

Vi har det hele lige her i vores fantastiske kommune. Vi må gerne slå ud med armene og føle os stolte af vores sted, vores hjem.

Men det kræver, at vi tør tage nogle beslutninger, der kommer fællesskabet til gode og ikke drukner i politik, ego og ideologi.

Selvom der først er valg til byrådet i november 2025, så er valgkampen allerede startet rundt omkring.

Mit håb for 2024 er, at der ikke kommer valgkamps-mudder i maskinen.

Der er brug for, at vi i byrådet sætter en ambitiøs retning for denne kommune.

Og der er brug for, at hele byrådet sætter handling bag ord.

Det er ikke nok at udtale alle de gode, vidtrækkende intentioner, vi skal udleve dem.

Vi skal være offensive – men vi skal være det sammen, hvis vi vil skabe en god fremtid for vores kommune. Fnidder og jantelov får os ingen vegne.

Med håb og tro på at 2024 bliver et fremragende år for Frederikssund Kommune, godt nytår til alle.

Andre artikler fra denne uge