Nyt mødested for unge i Jægerspris

Nyt mødested for unge i Jægerspris
Foto: Steen Westh

Onsdag den 7. september kl. 17.00 bliver et nyt mødested for unge officielt åbnet på Parkvej 4-6 i Jægerspris.

JÆGERSPRIS: Det nye mødested er primært tiltænkt unge i Frederikssund Kommune fra cirka 16 til 30 år, som har psykiske eller sociale udfordringer og gerne vil mødes med andre ligestillede.

Er man ældre end den primære målgruppe, er man dog stadig meget velkommen. Stedet byder blandt andet på gamerstationer, bordtennis, brætspil og meget andet, og holder åbent hver onsdag fra klokken 16 til 21.

Ud over de forskellige aktiviteter købes der ind til aftensmad, som de unge selv står for at lave under temaet ”sund og god mad”.

Dem, som ønsker at spise med, deles om udgifterne og får på den måde måltidet så billigt som muligt. I forbindelse med madlavningen har den lokale SuperBrugs i Jægerspris valgt at støtte projektet ved at donere kødet til menuen.

Et trygt og godt sted

Det nye mødested åbnede første gang allerede den 8. juni, og herefter har de fremmødte selv været med til at indrette stedet inden den officielle åbning. Alle glæder sig derfor til at vise mødestedet frem.

Formålet med et mødested/værested i Jægerspris for unge psykisk sårbare er at tilbyde dem et trygt og godt sted at komme og være sammen med andre.

Og et sted hvor de to medarbejdere, Jeanette og Daniel, kan rådgive og vejlede de unge i forhold til de forskellige udfordringer man som ung kan have. Eksempelvis udfordringer med at være flyttet i egen bolig, være under uddannelse, i job, søge job, lave CV, svare på henvendelser fra offentlige instanser osv.

Ofte er det bare dialogen, det at blive lyttet til, at der er ro til at fortælle og dele det, man har lyst til, som er afgørende for, hvordan man mestrer sit liv.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »