Ny buslinje 700S er nødvendig i den nye storregion

Ny buslinje 700S er nødvendig i den nye storregion

Læserbrev

Af Tom Lysgaard,
4050 Skibby

Med sammenlægningen af Region Hovedstaden og Region Sjælland har vi en historisk mulighed for at skabe et sammenhængende transportsystem på hele Sjælland. Tiden er inde til at oprette en ny, hurtig regional buslinje: Bus 700S.

I dag er der store huller i infrastrukturen på tværs af den gamle regionsgrænse. En rute, der forbinder Holbæk, Skibby, Frederikssund og Hillerød, vil binde de centrale og nordlige dele af Sjælland langt bedre sammen. Det er byer, som reelt ligger tæt på hinanden, men som i dag er trafikalt adskilt, hvis man rejser kollektivt.

Uden for jernbanekorridorerne tvinges borgere ud i omstændelige skift, lange omveje eller til helt at fravælge bussen. Bus 700S vil give direkte adgang til arbejdspladser, uddannelser og Nordsjællands Hospital i Hillerød – uden at man absolut skal have en bil.

Den nye region taler om grøn omstilling og mindre biltrafik. En S-bus på denne strækning er et af de mest omkostningseffektive og konkrete værktøjer til at nå målet. Den kan etableres hurtigt og binde os sammen – også der, hvor skinnerne ikke ligger.

Lad os få bus 700S på vej.

Andre artikler fra denne uge