Nu anlægges aktivitetsbåndet

Nu anlægges aktivitetsbåndet
Visualisering af aktivitetsbåndet mellem skolerne i Jægerspris. Siden visualiseringen er lavet, er der ændret en smule i projektet. Det betyder, at der ikke bliver etableret overdækning på reposet udover skrænten samt det lille repos ved siden af fitnessudstyret. Dertil bliver multibanen med lavere bander end angivet på illustrationen. Illustration: Elkjær + Ebbeskov Arkitekter ApS

I sidste uge tog entreprenøren første spadestik til et aktivitetsbånd mellem de to skolematrikler i Jægerspris, som bliver et spændende nyt bevægelsesområde for borgerne i byen.

JÆGERSPRIS: En vision for fremtidens fritids- og skolefaciliteter i Jægerspris er i gang med at blive til virkelighed. 

Mandag den 5. oktober tog man det første spadestik til at anlægge et aktivitetsbånd, der skal bringe arealerne imellem de to skolematrikler tættere sammen og folde et meget mere attraktivt fritids- og bevægelsesområde ud for borgerne i Jægerspris.

Og det er en meget glad og tilfreds borgmester, der ser byrådets beslutninger blive ført ud i livet:

– I løbet af de senere år har vi truffet en række beslutninger i Byrådet for at udvikle og forbedre kvaliteten af skole, kultur og fritidstilbud i Jægerspris. Meget er allerede trådt i kraft i form af en omstrukturering af skolerne, nye moderne faglokaler, et nyt attraktivt og borgernært bibliotek og nye eller renoverede idrætsfaciliteter. Derfor er det en stor glæde at se, at vi nu også får skabt et rekreativt areal imellem de to skolematrikler, der vil tiltrække liv og bevægelse til området og spille godt sammen med de eksisterende fritidstilbud, fortæller borgmester John Schmidt Andersen (V).

Strækker sig mellem skolerne
Aktivitetsbåndet bliver et stiforløb, der strækker sig fra Jægerspris Skole nr. 90 og over til Jægerspris Skole nr. 100, hvor biblioteket ligger. 

Båndet bliver anlagt som en løbebane og får tilført en multibane, udendørs trænings- og parkourstationer og en forbedret skrænt med tilskuerpladser til fodboldkampe, som alt sammen bliver let tilgængeligt og velbelyst, så det også muliggør aktiviteter i de mørke timer.

Aktivitetsbåndet anlægges frem til årets udgang.

Der vil være periodiske begrænsninger for adgang til byggearealerne, som skolen og foreningerne bliver orienteret om.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »