Nej tak til styrkelse af det frie plejehjemsvalg

Nej tak til styrkelse af det frie plejehjemsvalg
Susanne Bettina Jørgensen frygter, at øget privatisering fører til øget ulighed.

Læserbrev

Af Susanne Bettina Jørgensen
Frederikssund Byråd (A)
Formand for Omsorg og Ældre

I aftalen mellem regeringen og en række af folketingets partier om en ny ældrereform fylder styrkelse af det frie plejehjemsvalg en hel del. Der lægges op til, at der på landsplan skal opføres ca. 84 nye plejehjem, som skal være friplejehjem og/eller lokalplejehjem. Derudover forventes en stigning i udlicitering af driften af kommunale og selvejende plejehjem. Hvor mange kommunale plejehjem, der er behov for at få bygget, er slet ikke et tema i reformen. Jeg finder det yderst problematisk, at frit valg defineres som øget privatisering. Øget privatisering giver øget ulighed. Hvorfor skal vi gå denne vej med ældreplejen? Vi har i dag frit plejehjemsvalg – i alle kommuner er der flere plejehjem at vælge imellem, ligesom man har ret til at vælge et plejehjem hvor som helst uden for den kommune, man selv bor i. Det er rigtig godt.

Der skal fremover være lige vilkår for kommunale plejehjem og friplejehjem – friplejehjem må ikke som nu afvise en borger, der fx er for plejekrævende. Og så alligevel må de gerne, for de må gerne afvise en borger, hvis borgeren ikke kan tilslutte sig friplejehjemmets værdigrundlag, eller hvis friplejehjemmet siger, at de ikke kan varetage borgerens behov forsvarligt. Det er da helt vildt! Det er en retning mod A og B hold i vores samfund.

Ideen med de nye lokalplejehjem er jeg også meget skeptisk overfor. Disse plejehjem skal drives som en selskabskonstruktion med en professionel bestyrelse bestående af repræsentanter fra lokalmiljøet og det lokale erhvervsliv. De frisættes for vores politiske politikker og krav og skal takst finansieres, så de ikke udgør en ”trussel” for investorer at investere og drive friplejehjem. De må dog ikke afvise borgere og naturligvis skal kommunen holde en hånd under dem, hvis det går galt, og ja, så må de sælge tilkøbsydelser.

Jeg er virkelig bekymret. Jeg vil arbejde for, at vi i Frederikssund kommune holder hovedet koldt, og sikrer alle borgere, der har brug for en plejebolig ordentlige og lige vilkår. Ingen skal tjene penge på pleje og omsorg og alt andet lige, så er det præcis det, private plejehjem er sat i verden for. Ingen investorer sætter deres penge i et plejehjem, hvis de ikke kan tjene på det.

Når vi skal have flere plejeboliger i Frederikssund kommune, så må vi udbygge eksisterende plejehjem og gerne bygge et nyt kommunalt plejehjem. Det er den rigtige vej at gå.

Andre artikler fra denne uge

DSB er stadig velkommen


Læserbrev Af Jesper Wittenburg (A)Byrådsmedlem og gruppeformand Som socialdemokrater er vi, modsat LA, glade for Frederikssund Erhvervs (FE) udmelding vedrørende

Læs mere »

Sommerhuseffekten


Brugsforening vil udleje ledige fritidshuse for at skabe udvikling i Hornsherred. Af journalist Tomas Skov HORNSHERRED: Sommerhuse i tusindvis står

Læs mere »