Naturparkpasset blev lanceret i Naturpark Mølleåen

0

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Borgmestre og udvalgsformænd fra de kommuner, der står bag Naturpark Mølleåen, var de første til at få et stempel i det helt nye Naturparkpas. Naturparkpasset blev lanceret af Friluftsrådet til et arrangement, hvor repræsentanter fra de fire kommuner var inviteret på mountainbiketur i naturparken.

Naturparkpasset er et pashæfte udgivet af Danske Naturparker med en præsentation af hver natur- og pilotnaturpark samt et felt, der kan stemples, når man besøger en ny naturpark.

Målet er at opfordre befolkningen til at komme rundt i landet til de danske naturparker denne sommer og opleve de mange spændende oplevelser, de byder på.

Adgang til naturen for flest muligt
Blandt kommunerne, der er sammen om Naturpark Mølleåen, var der stor begejstring for naturparken og mange opfordrede til at komme rundt og besøge de danske naturparker med Naturparkpasset.

– Netop i denne mærkelige tid, har naturen vist sig at være åndehullet for os mennesker, og vi er også i Frederikssund Kommune meget optaget af at sikre adgang til naturen for så mange som muligt. Naturparken her er landskabelig smuk, med stor naturrigdom og en kulturel interessant historie og baggrund. Dette er selve grundlaget, men for mig og sikkert mange andre er det herudover særdeles vigtigt at der er adgang til områderne, at stier bindes sammen, så man kan gå eller cykle på lange strækninger i smukke omgivelser. Det er godt for øjet, det er godt hovedet – det er godt for fysikken, fastslog formand for Plan- og Miljøudvalget i Frederikssund Kommune, Jørgen Bech (V) ved lanceringen af naturparkpasset.

Sådan får du passet
Naturparkpasset kan anskaffes gratis i besøgs- og naturcentre i de enkelte naturparker samt i turistkontorer i nærheden af naturparkerne. 

Man kan også læse mere om Naturparkpasset og Danske Naturparker på: www.danskenaturparker.dk.

Naturpark Mølleåen har været medlem af mærkningsordningen Danske Naturparker siden 2016. Det er et partnerskab mellem Egedal, Furesø, Allerød og Frederikssund kommuner og Naturstyrelsen. 

Danske Naturparker er støttet af Nordea-fonden.

Formanden for Plan- og Miljøudvalget, Jørgen Bech, tester her en af de 121 QR-koder, der er opsat rundt omkring i Naturparken. Her kan besøgende få information om parkens natur, historie mv.
Formanden for Plan- og Miljøudvalget, Jørgen Bech, tester her en af de 121 QR-koder, der er opsat rundt omkring i Naturparken. Her kan besøgende få information om parkens natur, historie mv.
Deltag i debatten
Share.

About Author