Mindeord

Mindeord
Jørgen C ved Rød løber-arrangementet” d. 1. sep. 2023. Foto. Steen Westh

SKULDELEV: Fra Nanny Kragh Mortensen, formand for Skuldelev-Selsø Multikulturforening, har vi modtaget nedenstående tale, som hun holdt ved Jørgen Christensens bisættelse i Skuldelev Kirke:

En ganske almindelig mand med et ganske særligt ”drive” og vilje og evne til at gøre en forskel for fællesskabet har forladt os, og vi siger i al ydmyghed Tak og farvel.

Mange mennesker har kendt Oldermand og reklamemand Jørgen K Christensen.

I Karleby, Kirke-Hyllinge, Skibby, Skuldelev og længere ud i området – måske hele Hornsherred?

Vi har også kendt Jørgen i mange år fra det frivillige arbejde, der driver mange ting i lokalsamfundet. Jørgen, som har ydet en stor indsats for Skuldelev-Selsø Multikulturforening, hvor han var bestyrelsesmedlem i gennem mange år.

Jørgen er en almindelig mand – med et ualmindeligt ”drive”.

Jørgen tænker ikke meget over sig selv. Han bruger sin energi og sine kræfter for fællesskaber. Man kan sige, at han står vagt omkring lokalkulturen og arbejder hårdt for, at kultur er en del af den hverdag og fest, som holder lokalområdet sammen.

Fællesskaber i sin hjemby Skuldelev, hvor han er Oldermand i Bylauget og medlem af bestyrelsen for Skuldelev-Selsø Multikulturforening. Hvis en anden forening – det være sig menighedsrådet, madklubben eller idrætsklubben eller private har brug for en hånd, så hjælper han gerne til, med det han kan. Alle kan kontakte Jørgen og få hjælp til fællesskabende aktiviteter.

Men også det store fællesskab – Hornsherred, har Jørgen øje for med alle herredets kultur- og naturskatte.

Sætningerne er skrevet i nutid, for man kan næsten ikke forholde sig til, at Jørgen ikke er blandt os mere.

Mange mennesker har et særligt område indenfor det kulturelle, som de dyrker. Jørgen var mere generalist, han støttede op om særlige initiativer for børn, unge, voksne og gamle – han huskede, at vi har brug for kunst, historie, natur, folkelige loppemarkeder, musik, sang, hygge og fest – alt sammen i fællesskabets navn.

Og hvad er kultur så, når man ser det fra et lille bysamfund?

Er det når vi er sammen, spiser et måltid mad og hører en god koncert?

Er det når vi inviterer foredragsholder på besøg, fordi emnet er noget, som mange her på egnen forbinder sig til?

Er det, når vi samler historie, kunst, geologi, fjordens muligheder, lokale fødevarer, musik og sang og skaber en dag, hvor vi viser det hele frem?

Er det når vi samles omkring Gadekæret og børnene holder disko, og de voksne hygger sig omkring teltet?

I alt fald havde Jørgen en ledende rolle i det hele!

Hvor mange mennesker kender man egentlig, der både er i stand til at opfinde, kontakte, lede og styre store kulturelle aktiviteter som Grøn Pinse i Hornsherred – og samtidig er den, der arbejder på ”gulvet” med de praktiske gøremål – og giver en hånd som køkkenmedhjælper- griber viskestykket, og hvad der ellers lige er brug for?

Hvor mange har egentlig den bredde i sine kompetencer -og ikke mindst stiller det kvit og frit til rådighed overfor sine medmennesker?

Hvor mange yder egentlig så meget til fællesskaber – især i disse tider, hvor mange fællesskaber er truede af mangel på frivillige?

Jørgen var en ganske almindelig mand – med et ualmindeligt ”drive” og mange, mange kompetencer, som han satte i spil for lokalkulturen!

Onsdag den 12. oktober 2022 fik Jørgen et diplom, en check og sin egen flise ved Langes Magasin i forbindelse med, at Frederikssund Kommune tildelte ham årets Kulturpris.

Vi ved, at Jørgen var meget, meget taknemmelig for den offentlige anerkendelse af hans indsats.

Kort tid efter Kulturprisen blev Jørgen syg og efterfølgende diagnosticeret med kræft. Han vidste, hvad det indebar, havde i flere år været støtte for en ven, som havde været gennem behandlingsforløbet. Men håbet om et længere liv holdt ham oppe i lang tid.

I september 2023 fyldte Jørgen 70 år og holdt en dejlig fest for familie og venner. Det betød uendelig meget for ham at samle hele flokken og nyde Nordgården med dens dyr, spise god mad og more sig sammen.

Jørgen var stolt og glad for at være oldefar, morfar, farfar, far og søn og storebror.

Der blev ikke danset til fødselsdagsfesten. Men mange kvinder har fået en gevaldig swing-om gennem tiden, for Jørgen var bare en mand, der kunne danse. I hans armen fulgte man bare med – og alle kunne danse, når det var Jørgen, der førte!

Vi vidste, at sygdommen åd sig ind på ham, med mere medicin, mere træthed – men at det gik så hurtigt til sidst, vidste vi ikke.

Vi håbede, at han kunne deltage – ja bare være tilstede, når vi holdt arrangementer, for det gav jo tryghed at vide – at Jørgen altid ved, hvordan man gør, og Jørgen havde også en meget opbyggelig evne til at komme videre fra ”bøwl”, mange – altfor mange brokker sig, det gjorde Jørgen ikke, han gjorde noget ved tingene! Sladder havde heller ikke sin gang hos ham!

På et Dialogmøde vi afholdt den 30. januar udtrykte Jørgen forhåbninger om, at Frederikssund Kommune ville huske at Skuldelev skulle udbygges for at holde skole, Brugs og livet i byen i gang. Han havde øje for, at stilstand er tilbagegang og havde haft samtaler med kommunen i håb om, at Skuldelev skulle udvikles med nye boliger. Vi håber det sker, så Jørgen også har del i fremtiden, selvom han ikke selv er med i processen. Han har gjort alt for at nogen bærer stafetten videre.

Jørgens sidste stemme i bestyrelsen gik ud på, at han så inderligt ønskede, at vi holdt en stor fest, når Skuldelev Hallen i september 2024 fylder 20 år. Gruppen er nedsat.

Nu er det slut, Jørgen har sagt farvel, og det samme må vi gøre.

Vi ved, at vi deler sorgen og savnet med Jørgens familie, venner, bekendte og alle jer, der igennem mange år har haft stor glæde af, at vi havde en ganske almindelig, ydmyg mand med et ganske særligt ”drive” og vilje og evne til at gøre en forskel for fællesskabet iblandt os.

Tak Jørgen.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »