Menighedsråd åbner værested i sognegården

Menighedsråd åbner værested i sognegården

SKIBBY: Ved kommunesammenlægningen i 2007 forsvandt det sociale værested, som dengang lå i Skibby. Men der er stadig brug for et mødested med plads til alle, hvor man kan møde frem og uforpligtende få en snak over en kop kaffe sammen med andre.

Det mener to medlemmer af Skibby Menighedsråd – Finn Parkø og Elisabeth Hess Thaysen – der, med hjælp fra gode frivillige kræfter, har taget initiativ til Cafe Værestedet.

Café Værestedet åbner i sognegårdens konfirmandstue, hvor der er mulighed for at træffe nye mennesker, få et netværk og møde andre, der måske som én selv oplever ensomhed, psykiske eller sociale problemer eller andre livsbetingelser, som til tider tynger og som man går alene med.

Café Værestedet har åbent hver anden torsdag og åbner første gang den 30. marts.

På åbningsdagen fortæller initiativtagerne lidt om, hvad tankerne bag Café Værestedet er – og de fremmødte kan være med i en snak om, hvad caféen fremover skal være og gøre.

Udveksling af ideer

– Det er jo ved at få kontakter og venner i sin egen by, at man får det netværk, der ind i mellem kan gøre en forskel, fortæller Finn Parkø.

– Vi håber, at vores café kan skaffe folk kontakter med ligesindede. Give mindst én i byen, man har lyst til at dele noget med. Det kan også være, at man bare vil være sig, få lidt kaffe/te og se, hvad der sker.

– Det er fuldstændigt uforpligtende, og vi er fuldstændig åbne over for, hvad der må komme af idéer. Det er jo noget, vi skal skabe sammen, siger han.

– Jeg er bare frivillig. Finn brænder for det her projekt. Det er hans projekt, og det er ham, der har kendt kommunens værested i Skibby, fortæller Elisabeth Hess Thaysen.

– Jeg er selv tilflytter og sidste år, hvor jeg mistede min mand, gik det op for mig, hvor få jeg egentlig kendte i byen.

– Det var ærgerligt, for jeg havde et behov for at kunne komme forbi og få en snak og en kop kaffe. Den oplevelse siger mig bare, hvor vigtigt det er at kende nogen i byen, når man er blevet alene og har det skidt.

Andre artikler fra denne uge

Tak Anja!


Inge Messerschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti (O) På byrådsmøde i spørgetimen talte Anja Bisp Pedersen om gensidig loyalitet. En super vigtig

Læs mere »