Læsekreds starter ved Himlens Port

Læsekreds starter ved Himlens Port
Forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen glæder sig til at møde læsekredsen til marts, når alle fire romaner er læst.

Læsekreds om Anne Lise Marstrand-Jørgensens forfatterskab begynder i Skuldelev.

SKULDELEV: Fire romaner skal læses og hele forløbet afsluttes med et besøg af forfatteren selv i Skuldelev Kirke. Sådan lyder den korte opskrift på den nye læsekreds i Skuldelev, hvor alle er velkomne.

– Vi starter med at læse romanen ”Himlen åbner sig som en port”, som vi taler om på vores første mødedag mandag 3. november, fortæller Ove Hesselbjerg Rasmussen, der er menighedsrådsformand, tidligere bibliotekar og tovholder på læsekredsen.

Fire romaner i spil
I samarbejde med Anne Lise Marstrand-Jørgensen har Ove udvalgte de fire romaner, som læsekredsen skal læse, nemlig ”Margrethe 1.”, ”Ræveår”, ”Natten åbner sig som en port” og ”Under solen”, som udkommer dette efterår. De to sidste romaner er bygget på henholdsvis det nye og det gamle testamente, mens ”Margrethe 1” handler om den magtfulde dronning i middelalderen, mens ”Ræveår” er en dramatisk roman om kvinder, der i 1780 kæmper for at få øsamfundet på Læsø til at fungere.

Beriget af læsere
Forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen glæder sig til at møde læsekredsen til marts, når alle fire romaner er læst.
– Jeg synes ofte, at mine læsere er yderst indsigtsfulde – og jeg går aldrig hjem fra et møde med læsere uden at føle mig beriget på den ene eller den anden måde.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen overraskes også ofte, når hun møder en læsekreds, som er dykket ned i hendes forfatterskab.
– Læserne er så engagerede og skarpe. Tit spørger de mig om ting, som er særdeles relevante, men som jeg ikke nødvendigvis selv har tænkt over eller formuleret før, så det er virkelig en god udveksling. Jeg har også fået et blik for, i hvor høj grad læsekredse over hele landet bidrager til at holde samtalen og litteraturen levende.

Glad og beæret
Torsdag den 12. marts afsluttes læsekredsen med et møde med en samtale med Anne Lise Marstrand-Jørgensen i Skuldelev Kirke.
– Jeg glæder mig! Jeg bliver altid meget glad, når mennesker finder glæde og inspiration ved at læse mine bøger. Den glæde ændrer sig ikke uanset hvor mange bøger, jeg skriver. Så jeg er glad – og beæret, slutter Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

Bøger klar til udlån
De fire mødedatoer for læsekredsen i Skuldelev er klar, nemlig mandagene 3. november, 1. december, 12. januar og 9. februar. Alle aftener foregår i konfirmandstuen i Skuldelev Præstegård.
Arrangementet er gratis, og Skibby Bibliotek har lovet at have en del eksemplarer af vordenes første roman, ”Himlen åbner sig som en port”, klar til lån, så man ikke behøver at købe bøgerne for at være med.

Alle er velkomne til læsekredsen i Skuldelev. Interesserede skal dog huske at tilmelde sig forinden til Ove Hesselbjerg Rasmussen på mailadressen: ohrkultur@gmail.com

Andre artikler fra denne uge

Jul i alle hjerter

​Igen i år kæmper kærlige kræfter for at samle ind til kommunens sårbare familier. Af Tomas Skov JÆGERSPRIS: Foreningen Julehjerter

Læs mere »

Valgmøde i Kulhuse

KOMMUNALVALG: Kulhuse Netværk inviterer til valgmøde med politikere fra alle de opstillede lister til Frederikssund kommunalvalg 2025, der deltager i

Læs mere »

Fire partier samler kræfterne

KOMMUNALVALG: Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet og Socialdemokratiet indgår teknisk valgforbund og sætter fælles retning en grøn og socialt retfærdig retning

Læs mere »