Jeg har rørt ved evigheden – del 2

0

Lars Brinch fra Jægerspris har været på en uventet tur til Ilulissat i Grønland. Den oplevelse vil han gerne dele med avisens læsere.

GRØNLAND: ”Dagen efter skulle jeg finde mit udstyr, som jeg skulle samle og levere til sygehuset. Jeg troppede op på sygehuset for at finde det personale og den afdeling, der skulle modtage udstyret. De havde ikke set pallerne, men jeg fik mig en ven i sygehusets pedel, og han ville gerne hjælpe mig med at finde mit udstyr. 

Vi fandt det i en lagerhal på havnen, og nu var det så at finde en mand med en lastbil. Pedellen kendte alt og alle i byen og inden længe havde han fundet en lastbil med chauffør. Pedellen gav også en rundtur i byen og fortalte og fortalte. 

Sygehusets personale måtte flere gange gøre ham opmærksom på, at han altså arbejdede på sygehuset og først havde fri klokken 17. Han var en rigtig grønlænder og ville hellere på tur med mig og ud og vise mig hvaler. 

Jeg fik mit udstyr op på sygehuset og fik pakket ud, samlet og testet det og stillet det op i afdelingen. Dagen efter skulle jeg møde personalet og lære dem at bruge udstyret. Det var en blanding af danske og grønlandske sygeplejersker, og det gik nemt og hurtigt. 

Det betød, at jeg havde et par dage i overskud. Og det skulle udnyttes, når nu jeg var så spændende et sted. Jeg fortalte på hotellet, at jeg ville tage på tur i fjeldet og tundraen og forventede at være tilbage sidst på dagen og så var det afsted i vandresko med vandrestav. 

Det blev en af de mest overvældende dags-
ture, jeg nogen sinde har været på. Jeg vandrede ud af byen og ind i fjeldet langs Isfjorden, lidt af vandrestier og lidt bare i fjeldet og tundraen. Faren for at farer vild er ikke så stor, da man vandre rundt om en pynt, ind langs kanten af Isfjorden og så henover fjeldet og tilbage til byen. 

Men det havde været et skidt sted at komme til skade, for jeg mødte stort set ingen mennesker undervejs. Efter en halv times vandring rundede jeg pynten og kunne se ind i Isfjorden. Det var et vildt skue. 

En isbræ strakte sig langt ind, og langs isbræen kunne jeg se pukkelhvalerne. Det var her de store isbjerge blev født, det var fuldstændig magisk overvældende. 

De ellers store dyr så meget små ud foran isbræen, men her snyder proportionerne øjet. Afstande er meget større end det ser ud til og isbjerge, hvaler, fjeldbjerge er meget større end de lige umiddelbart ser ud til, fordi de er noget længere væk, end man tror.

Dagen inden havde jeg gået og holdt øje med et isbjerg, der kom drivende forbi byen ude i Diskobugten. Jeg havde lidt svært ved at vurdere, hvor stort det egentlig var, indtil det gled om bag ved et arktisk krydstogtskib, der lå for anker ude i bugten. Krydstogtskibet var lille bitte i forhold til, og jeg vil gætte på, at isbjerget i hvert fald var 10 til 20 gange større- Og så er det jo kun 10 procent, der stikker op over vandet. 

Efter at have siddet en halv times tid og betragtet disse prægtige dyr, gik turen videre ind langs Isfjorden, hvor jeg svingede ind i tundraen. Det var et helt vidunderligt sted med nogle fantastiske farver. Tundraen var begroet med lav og andet lav vækst i de mest vidunderlige gule, orange, røde og brune farver og jeg var nødt til at lægge mig midt i det hele for en stund og nyde det. 

Senere svingede jeg ud til kanten af Isfjorden igen og mødte et lidt specielt sted, Kællingekløften. Efter sigende skulle gamle koner i fangersamfundene have kastet sig i døden her for ikke at ligge familien til last, når der var perioder med mangel på mad og byttedyr. Liidt tankevækkende at stå der og stirre ned i afgrunden med den viden”. 

Share.

About Author