– Jeg er ikke bygget til at sidde stille bag en computer

– Jeg er ikke bygget til at sidde stille bag en computer
Foto: Jakob Carlsen

At være salgsassistent i Meny handler om meget andet end at sætte varer på plads på hylderne.

SKIBBY: Meny i Skibby er vant til at have butikken fuld af kunder. Men da 4. klasse fra Fjordlandsskolen Skuldelev væltede ind i butikken en morgen, var der alligevel lidt mere gang i den, end der plejer at være på sådan en helt almindelig onsdag.

De fleste af børnene bor i lokalområdet og kender Meny-butikken; de er vant til at gå på de brede gange med deres forældre, tage kylling fra køledisken, havregryn fra hylderne – men den onsdag fik de et helt andet blik på supermarkedet.

De lagde mærke til de gule tilbudsskilte, spurgte nysgerrigt til, hvorfor nogle varer bliver fremhævet mere end andre, og de fik øje på de medarbejdere, der fyldte mælk op ude fra lageret.

De var ikke ude at handle med mor og far men besøgte butikken midt i matematiktimen som en del af Åben Virksomheds undervisningsforløb – Tal i butikken – hvor skoleelever lærer, hvad det vil sige at drive en butik.

Salgsassistent

Købmand Henrik havde sat sine butikselever til at tage sig af eleverne.

Magnus var den, der førte ordet og skulle vise skoleeleverne rundt – og han var nervøs, inden de kom, fortalte han.

– Jeg er ikke så vant til at tale foran mange mennesker. Jeg tror også, det er derfor, min chef har sat mig til at stå for det her. Han vil give mig en udfordring.

– Som salgsassistent skal du jo tale med kunder dagen lang – og hvis du for eksempel senere hen vil være butikschef og have ansatte under dig, skal du også kunne stille dig op i en forsamling og tage ordet. Så det er en god udfordring for Magnus, men han skal nok klare det fint, sagde købmand Henrik Memborg.

Og dét gjorde Magnus. Han tog smilende imod de mange elever og svarede – sammen med sine to med-elever – velvilligt på alverdens spørgsmål fra de nysgerrige fjerdeklassere:

– Hvor lang tid tager det at blive uddannet salgsassistent? Hvor mange er der ansat her? Hvor mange kilo slik sælger I om dagen? Hvem holder du med i fodbold? Hvilken størrelse bruger du i sko? Hvor meget tjener du?

På den rette hylde

Han viste rundt i den store butik, og elevernes hænder røg ivrigt i vejret, når Magnus brugte ord som rabat, svind, kampagner og prismatch – det er nemlig alt sammen noget, eleverne har talt om hjemme i klassen.

– Jeg er startet på uddannelse to gange før, men det er først, da jeg startede her, at jeg følte, jeg er havnet på den rette hylde. Gymnasiet var simpelthen for kedeligt. Jeg var egentlig meget godt med fagligt, men jeg er ikke bygget til at sidde stille bag en computer, fortalte han.

– Hvis jeg kunne blive her, når jeg er færdig med min uddannelse, ville jeg gøre det. Det er fede kollegaer, og alle dage er forskellige.

– Jeg kan godt lide at være social, tale med mange forskellige mennesker, og det gør man her i butikken, samtidig med at man udvikler sig fagligt.

Fritidsjob

Efter rundvisningen i Meny blev fjerdeklasserne inddelt i små grupper, og så skulle de rundt på egen hånd i butikken og tage billeder af nogle af de ting, de havde talt om hjemmefra; en vare på tilbud, en, der er sat ned pga udløbsdato, en, der er mængderabat på.

– Hvor gammel skal man egentlig være for at få fritidsjob her?, spurgte en af eleverne.

– Ungarbejderne er omkring 16 år, og der er mange af dem. Så kom tilbage, når I går i 9. klasse – så kan det være, vi bliver kollegaer, griner Magnus.

Andre artikler fra denne uge

Danmark Spiste Sammen


Fællesspisning af brændende kærlighed – uden rødbeder. SKIBBY: 54 deltagere havde fundet vej til Ældre Sagen Skibbys arrangement i samarbejde

Læs mere »