Hvordan det også kan være at komme på plejehjem

Hvordan det også kan være at komme på plejehjem

Læserbrev

Af Gitte & Flemming Olsen

Omsorgscentret De Tre Ege

Parkvej 16, Afd. G, Jægerspris

Efter nogle vanskelige og svære år i eget hjem kom vi som ægtepar i marts til Omsorgscenteret De Tre Ege i det skønne Jægerspris.

Vi og familien havde længe fulgt debatten om forholdene på nogle plejehjem, og det var med lidt bekymring, at beslutningen om indflytning på plejehjem blev taget.

Men beslutningen var nødvendig, da en fremskreden sygdom gjorde det umuligt, at forsætte med at bo i eget hjem.

Men der havde ikke været nogen grund til bekymring. Beslutningen er den bedste vi nogensinde har truffet. Nu er det slut med ensomheden og de mange spekulationer, vi har haft omkring, hvordan hverdagen skulle forløbe.

Vi blev godt modtaget af alle beboere og et meget venligt personale. Da vi flyttede ind i vores dejlige nyistandsatte lejlighed, var der blomster og velkomst kort fra personalet.

Der bliver nu taget hånd om vores trivsel, sygdom og helbred af et fagligt dygtigt personale. Altid med smil og venlighed når vi har brug for hjælp.

Der er på ”De Tre Ege” mange forskellige aktiviteter og god mulighed for fysisk træning i lokale med alle redskaber.

Vi har også udflugter i minibus og vi ser gamle danske film i vores dejlig fælles opholdsstue, der er godt møbleret og har en fin tv- afdeling med et stort tv. Med mulighed for videofilm, musik fra 50-60-70erne m.m.

Ingen grund til kedsomhed.

Kosten er sund og meget varieret og tilberedes i vores eget køkken. Så der dufter godt af hjemmelavet mad. Godt for appetitten.

Måltiderne er ”alles” store samlingspunkt, og vi hygger os med hinanden og personalet. Vi har god tid, medens vi nyder vores veltilberedte og velsmagende mad.

En stor tak til personalet og ledelsen på ” De Tre Ege” for deres store omsorg for beboerne.

Andre artikler fra denne uge

Danmark Spiste Sammen


Fællesspisning af brændende kærlighed – uden rødbeder. SKIBBY: 54 deltagere havde fundet vej til Ældre Sagen Skibbys arrangement i samarbejde

Læs mere »