Giv huset et sensommertjek

Giv huset et sensommertjek
Foto: Realmæglerne

August er gået på hæld, men det kan nås det endnu; giv huset et grundigt tjek, så det er rustet til efterårets regn og rusk.

BOLIGEN: Som boligejer er sensommeren en kærkommen mulighed for at vedligeholde huset. Samtidig sikrer man, at det i det lange løb holder sin værdi.

– En bolig, der løbende er vedligeholdt, er ganske enkelt en mere attraktiv vare at sælge, fortæller Preben Merrild Angelo, direktør hos RealMæglerne.

– Vedligeholdte boliger med små anmærkninger i Energirapport og tilstandsrapport sælges til højere priser og hurtigere, end de mindre vedligeholdte ejendomme. Det er det generelle billede.

De mange solskinstimer, kun afbrudt af en regnbyge i ny og næ, i nogle tilfælde skybrud, betyder, at ukrudt og planter pibler frem i haven. Træer, buske og hække skyder op i alle retninger. Det skal holdes nede, så det ikke pludselig bliver et uoverkommeligt projekt.

Samtidig er sommeren det perfekte tidspunkt at bremse for indtrængende fugt, før det er kommet inden for.

Når først efterår og vinter kommer, kan det være for sent at reagere.

Tag en runde

Preben Merrild Angelo anbefaler, at man hvert år i løbet af sensommeren går en runde omkring sit hus og noterer de opgaver og potentielle problemer, der skal løses:

– Er taget for eksempel over 10 år gammelt, bør man holde øje med, om tagbelægning og tagrender er tætte og intakte. Brug evt. en kikkert til at zoome ind på de fjerntliggende flader og murværk som for eksempel skorstenen, uddyber han.

Andre opgaver her i sensommeren kunne være:

• Beskæring af buske og træer. Klip hækken.

• Vedligehold af terrasse og altaner (algebehandling/ oliebehandling).

• Vedligehold af havemøbler (olie/maling/rens).

• Befri tagrender, riste og afløb for snavs, så vandet kan passere frit.

• Tjek overflader og fuger for revner, huller og frostsprængninger fra sidste vinter.

• Mal træværk med træbeskyttelse .

• Tjek vindskeder og udhæng for råd og eventuelle utætheder.

• Udskift træværk, som er angrebet af råd.

• Giv insekter som myrer og murbier de rigtige grønne insektmidler.

• Tjek vinduer – især sprosser og vandnæb for råd og om vinduerne lukker tæt.

– Det er meget billigere i længden at være boligejer, hvis man vedligeholder sin bolig, fordi det er dyrt at reparere på følgeskader.

Andre artikler fra denne uge