SÆBY: Festivalpladsen på marken nord for Sæby Kirke, ud mod Hornsherredvej lægger igen muld til den grønne kirkefestival Under Åben Himmel, der finder sted fra fredag 4. september kl. 14:00 og weekenden over.
Weekendens program indeholder et overflødighedshorn af musik og aktiviteter, herunder med Verdenskoret, der holder sangworkshop i Halmkirken; koncert med Kammerkoret Vox Nordica, Trollekoret, Shubi dk og Søren Michelsen Trio. Og det var bare lidt højdepunkter fra fredagens program.
Musik og modeshow
Lørdag starter med morgenandagt, mokka og morgenbrød ved Verdens ende, i bunden af Birkebækvej i Vellerup sommerby. Senere er der fernisering af dansk og afrikansk maleri og stenkunst i Sæby Kirke i samarbejde med Afrika i Lejre.
I løbet af dagen er der gospelworkshop og -andagt for og med konfirmanderne. Og der er modeshow for konfirmander med vintage konfirmationstøj og quiz. Senere følger der koncert med Skyggerne, der spiller ”The Shadows”-musik i madteltet. Aftenen rundes af med Allan Olsen, der indtager scenen i Halmkirken.
Søndagen starter med morgen-kirkekaffe og -brød til alle. Der er festgudstjeneste i Halmkirken, hvor sangkoret UP! medvirker, og festivalen slutter af med loppemarked ved gadekæret i Sæby.
Masser af sponsorer
Kirkefestivalen får økonomisk støtte fra Provstiudvalget i Lejre og Frederikssund, fra de lokale menighedsrådskasser, fra Grønt udvalg i Roskilde stift. Hertil har kirkefestivalen fået en lang række nye sponsorer i år. Der lyder derfor en tak til Anlægsgartner Gottlieb, Byens Bedemand, Saabye Arkitekter, Bakkelygård Entreprenør & Anlæg, Klimashop, Hornsherred Tømrer Og Snedker, Murerfirmaet Thomas Kristiansen, Tom Malling, Michaels autoruder, Mejsegaarden, Dyreklinikken Centrum, Svada Film, Fru. Blomsterstøv, Brugsen Dalby, Rema 1000 Kirke Hyllinge, XL Byg Skibby og Svanholm Storkollektiv.
/TS







