Fuld fart på de frivillige

Fuld fart på de frivillige
Skibby Kinos formand Hanne Jørgensen bag disken og hendes medfrivillige, Bjarke Engelbrekt i rollen som kunde. Foto: Søren Skov.

SKIBBY: Her efter sommeren kan de frivillige i Skibby Kino se tilbage på et forrygende første halvår, hvor der kom nye siddepladser i salen i januar, blev afviklet en Hornsrock-koncert i maj, og hele bygningen blev malet i juni.

Og så selvfølgelig vist en masse danske og udenlandske film for børn og voksne.

– Ja, det går Skibby Kino rigtig godt, siger formand Hanne Jørgensen.

– Vi har 10 til 11 forestillinger om ugen, og kunderne er glade for at komme i vores lokale biograf.

– Vi har så travlt, at vi godt kan bruge et par frivillige mere både bag disken og uden for åbningstiden i rengøringen, da nogle stykker i gruppen for tiden er ramt af skader.

Der er i alt cirka 45 frivillige i Skibby Kino, der hver tager 8 til 10 vagter hvert kvartal.

– Det er både hyggeligt og underholdende at være frivillig, siger Hanne Jørgensen.

– Vi har også nogle interne arrangementer i gruppen gennem året. Så kender man nogen, der kunne tænke sig at være frivillig, så send os en mail på info@skibbykino.dk.

Andre artikler fra denne uge

Danmark Spiste Sammen


Fællesspisning af brændende kærlighed – uden rødbeder. SKIBBY: 54 deltagere havde fundet vej til Ældre Sagen Skibbys arrangement i samarbejde

Læs mere »