Frederikssund Kommune er først i landet med ny, forebyggende indsats, der skal få flere børn tilbage i skole og styrke trivslen.
FREDERIKSSUND: En ny investering på 30 millioner kroner skal hjælpe Frederikssund Kommune med at forebygge skolefravær blandt børn og unge. Kommunen er den første i landet, der bliver en del af programmet ’Sammen om mindre skolefravær,’ som skal vende en bekymrende udvikling.
Næsten hver tredje elev i Frederikssund har i dag et højt skolefravær. Det vil kommunen nu gøre noget ved i samarbejde med Den Sociale Investeringsfond og Alm. Brand Foreningen 1792, der samlet investerer 30 mio. kr. i indsatsen.
– Når børn og unge bliver ramt af ufrivilligt skolefravær, er det noget, vi tager meget alvorligt. Stort skolefravær påvirker både familierne og kommunens økonomi. Med investeringen får vi mulighed for at arbejde mere systematisk og forebyggende med tværfaglige indsatser og et tæt samarbejde med forældrene, siger borgmester Anne Sofie Uhrskov og Rasmus Petersen, formand for Børn, Skole og Familie.
Tidlig indsats
Indsatsen i Frederikssund vil have fokus på tidlig opsporing af børn i risiko for fravær, tættere samarbejde mellem skole, familie og fagpersoner, løbende opfølgning på trivsel.
Målet er at reducere andelen af elever med højt fravær og at hjælpe børn tilbage i stabil skolegang. Ifølge Den Sociale Investeringsfond er det afgørende at sætte tidligere ind.
– Hvis vi vil nedbringe risikoen for, at flere børn glider ud af skolefællesskabet, må vi sætte tidligere og klogere ind. Vi kan ikke alene betragte skolefravær som et akut problem, men må investere langsigtet i aktiviteter, som kan bryde den negative udvikling, siger Camilla Bjerre Damgaard, fondschef i Den Sociale Investeringsfond.
Skaber national viden
Investeringen løber over fem år med start i skoleåret 2026. Udover konkrete forbedringer i Frederikssund skal projektet også skabe ny viden, som andre kommuner kan bruge. Hos Alm. Brand Foreningen 1792 ser man indsatsen som en mulighed for at finde løsninger, der virker.
– Med investeringen er vi med til at bringe en model i spil, der gør det muligt for kommunerne at vægte initiativer, der forebygger skolefravær. Samtidig er der afsat midler i programmet til systematisk dokumentation af, hvilke indsatser, der virker og hvornår, så erfaringerne kan komme mange flere børn og forældre til gavn, siger direktør i Alm. Brand Foreningen 1792, Tue Klitgaard Christensen.
Stigende fravær
På landsplan havde over 110.000 børn og unge i 2025 bekymrende skolefravær. Samtidig er udgifterne til blandt andet tabt arbejdsfortjeneste steget markant de seneste år
Med indsatsen i Frederikssund håber parterne at vise, hvordan en tidligere og mere sammenhængende indsats kan vende udviklingen – både lokalt og nationalt
/TS







