Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik er igen åben

0

SKIBBY: Tirsdag den 12. maj var det atter muligt at gøre et godt kup i den lokale genbrugsbutik. Efter næsten to måneders nedlukning på grund af corona-virus, åbner Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Skibby – som resten af Danmark – langsomt op igen. 

– Vi starter med at holde åbent to dage ugentligt, tirsdage og fredage eftermiddage. Vi må passe på vores medarbejdere, derfor kan vi kun holde åbent de to dage om ugen. For os frivillige er det en dobbelt god nyhed; vi kommer tilbage til det fællesskab, vi har i butikken og samtidig kan vi igen begynde at tjene penge til verdens fattigste, fortæller  Anne-Mette Hvid Mølkjær, butiksleder i Skibby.

Masser af gode varer
Faktisk bugner butikken med nye forårsvarer, fordi lokalbefolkningen har været så venlige at donere mange gode varer.

Hos Folkekirkens Nødhjælp har man taget beslutningen om gradvist at åbnegenbrugsbutikkerne landet over, fordi de frivillige ønsker at vende tilbage til butikkerne. 

Som corona-situationen ser ud i Danmark er det forsvarligt at åbne butikkerne, selvom det bliver til en anden hverdag, end man har været vant til.

– Vi følger selvfølgelig alle de råd og vejledninger, vi har fået fra myndighedernes side, så vores kunder kan føle sig trygge ved at handle i butikken, fortæller  Anne-Mette Hvid Mølkjær, som samtidig beder om, at donationer – for at mindske risiko for smitte – kun sker ved bagdøren i åbningstiderne, da der kun er få frivillige til at håndtere dem.

Fremover vil der være håndsprit, engangshandsker, plexiglas foran kassen og ‘hold-afstand’-linjer i butikken. Desuden opfordres både syge kunder og frivillige til at blive hjemme.

– Jeg synes, det er helt fantastisk, at vores frivillige er så ivrige efter at komme i gang. Derfor har vi valgt en gradvis åbning, som sker på forsvarlig vis. Det er vigtigt at understrege, at ingen butikker bliver tvunget til at åbne, hvis de frivillige er utrygge ved situationen, lyder det fra Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Nye frivillige er meget velkomne
Da alle frivillige får mulighed for at sige nej tak til at vende tilbage lige nu, vil der også blive brug for nye frivillige kræfter til butikken.

Derfor modtager Folkekirkens Nødhjælp i Skibby gerne en e-mail eller et opkald, hvis man er interesseret i at blive en del af fællesskabet.

Butiksleder Anne-Mette Hvid Mølkjær kan kontaktes på på amhmoelkjaer@gmail.com eller på mobil 5148 1771.

I begyndelsen af marts valgte Folkekirkens Nødhjælp at lukke alle genbrugsbutikker midlertidigt for at beskytte frivillige og kunder mod coronasmitte. Nedlukningen har kostet organisationen 1 til 1,5 millioner kroner om ugen – penge, som ellers skulle gå til verdens fattigste.

Deltag i debatten
Share.

About Author