Fire tips til tørkeramte haver

Fire tips til tørkeramte haver
Man skal især prioritere nyplantede træer, buske og blomster. Hvilket lokalavisens journalist desværre har glemt. Foto: Conny Probst

Få inspiration til, hvordan du hjælper visnende planter og tørstende dyr i din have i en knastør tørkeperiode.

HAVEN: Når sommersolen for alvor bager, og regnen udebliver, så risikerer vores haver at blive knastørre og visne hen.

Og så er det op til den enkelte haveejer, hvordan man reagerer på det. Det handler om, hvor ”vild” man har lyst til at være, og hvor meget man vil lade naturen råde i haven

For nogle haveejere er det frustrerende med tørken – men for andre ejere af vilde haver er det helt ok, da tørke er et naturligt fænomen.

– Nogle vælger at lade deres have være helt vild og i naturens vold og se, hvad der sker, hvis man ikke vander. Der vil være planter, der overlever det, og andre der ikke gør, fortæller Therese Nissen, der er naturpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

– Dem, der overlever, kan man så overveje, om man vil satse mere på i haven, da denne type vejr jo nok er noget, som vi kommer til at se en del mere af. Man skal bare fortsat have fokus på, at det er de hjemmehørende planter, som man i overvejende grad skal satse på for biodiversitetens skyld.

Hvis man derimod gerne vil give en hjælpende hånd til visnende planter og tørstende dyr i sin have, så er der flere gode råd.

– Hovedopfordringen er, at man skal forsøge at vande så lidt og målrettet som muligt, da vandværkerne opfordrer til mådehold i forhold til vanding af haverne i en tørkeperiode, siger Therese Nissen.

Her er hendes fem råd til haveejere, som gerne vil undgå, at haven bliver alt for tør.

Genbrug dit vand

Du skal selvfølgelig tage det alvorligt, hvis der er vandingsforbud i dit område. Men du kan godt vande din have med vand, som bliver genbrugt fra dit køkken eller andre steder i huset.

– Jeg har en balje stående i køkkenvasken, hvor vand opsamles når vi skifter fra varmt til koldt eller den anden vej, vasker grøntsager og frugt og lige hurtig skyller hænder uden sæbe, siger Therese Nissen.

– Derudover har vi også en stor vandkande stående på badeværelset, hvor det første kolde vand løber i, inden vi tager bad. Når det er rigtig varmt, og vi bare skyller os over uden sæbe, så opsamler vi også vandet i en større murerbalje.

Det opsamlede, rene vand kan bruges i køkkenhaven. Og det opsamlede vand fra bad kan bruges i bedene, hvor man ikke efterfølgende kan komme i kontakt med det ift. afgrøder, da der kan være bakterier, solcremerester og lignende i vandet.

Man kan også tænke i, hvordan man kan opsamle regnvand (når regnen på et eller andet tidspunkt kommer) i større mængder.

Vand med omtanke

Når det er meget tørt, så skal du prioritere, hvor du vander i haven.

Prioritér især nyplantede træer, buske og blomster, som er mere skrøbelige overfor tørke, da de endnu ikke har et udviklet rodnet.

Og så skal du hellere vande grundigt nogle få gange, end at vande let mange gange. Normalt er én gang om ugen rigeligt, men mere kan være nødvendigt i hård tørke.

– Jeg vander i hvert fald mine krukker cirka hver anden dag direkte i underpotterne og alt andet direkte på jorden, så fordampningen er så lille som muligt, fortæller Therese Nissen.

Vand kun om morgenen eller aftenen, hvor temperaturen er lavest. Og lad være med at bruge forstøver, så fordampningen bliver så lille som muligt, og vandet relt bliver brugt af planten.

Endelig bør du ikke vande græsplænen, men se, om der eventuelt kommer nye planter op af plænen, når der kommer vand igen, de steder hvor græsset er helt dødt og visnet hen.

Giv dine planter skygge

I bedene er det en god idé at plante tæt for at mindske fordampningen fra jorden.

Har man potter med planter i, så stil dem gerne i skyggen, så de kun får sol om morgenen eller aftenen, men ikke bliver stegt midt på dagen.

Det vil betyde, at de vil få mindre brug for vand.

Vent med at luge

Når der er meget tørt, skal man lade være med at luge.

For alt man fjerner af bunddække, medvirker også til, at der kommer øget fordampning fra jorden, og så skal man bare vande mere, eller se sine planter tørre endnu mere ud.

Så lad skvalderkål og lignende være.

Samtidig bør man også lade være med at plante nyt i haven eller udså frøblandinger midt i en tørkeperiode, for de kræver meget vand.

Andre artikler fra denne uge