Fibernet: Størstedelen har sagt ja

Fibernet: Størstedelen har sagt ja

RENDEBÆK STRAND: Kan 30 ”husmandssteder ”langs ti kilometer vej få fibernetforbindelse, som man kan i byerne? Svaret er ja, hvis der er en landsby og et opland, hvor man virkelig vil arbejde for sagen.
Rendebæk Stand er noget af det smukkeste i Hornsherred, men mail- og telefonkommunikation er elendig. Derfor var det ”sød musik”, da Skibby Aktive med tovholder Bjarne Nielsen fik Fibia til – ud over Skibby – også at komme med et oplæg for Venslev og Strandområdet.
Det hele blev bakket godt op af Venslev Bylaug & Andelsforeningen Høkeren (købmandsbutikken). Butikken blev en slags base, hvor man på en scoringstavle hele tiden har kunnet se, hvor langt man var i projektet.
– Vi har været mange om at få projektet i hus. Vi har en del sommerhuse i området, og her hjalp det meget, at én beboer udarbejdede en letfattelig oversigt, så man klart kunne se økonomien i projektet, fortæller Poul Letholm.
– Vi er heller ikke i tvivl om, at det, at man kunne opstille et lille orange banner ud for sin adresse, når man havde tilmeldt sig, også har haft en positiv naboeffekt.
– Det mest glædelige er, at man ikke mere skal føle sig boende i et udkantsområde. Der kommer ”fuld smæk for skillingen”, når fibernettet giver hurtige hastigheder. Vi har passeret 75 procent tilmeldinger i området – og forventer at nå helt op på 80 procent.
– Alle håber på, at Fibia, som er leverandøren, vil belønne det store lokale arbejde, så endnu flere i udkanstområdet kommer med, slutter Poul Letholm.

Andre artikler fra denne uge

Hestelortestien

Læserbrev Af Paul Erik Johansen, Kirke Hyllinge Som daglig bruger af den fine cykelsti mellem Kirke Hyllinge og Nørre Hyllinge

Læs mere »