Læserbrev
Af Ole Munch, Ekstern konsulent og underviser i KL
Da venstreprofilen Ole Søegaard for år tilbage trak sig fra lokalpolitik i Frederikssund Kommune, afgav han et uformelt løfte om aldrig at blande sig yderligere i den lokalpolitiske debat. Et modigt løfte, som Ole Søegaard til fulde har levet op til. Som tidligere embedsmand i Frederikssund Kommune har jeg ofte selv haft lyst til at kommentere kommunens beslutninger på især forenings- og kulturområdet. Men hver gang har jeg erindret min navnebrors kloge løfte om at tie, selv når byrådsbeslutninger forekom helt uforståelige.
Mit ”tavshedsløfte” har holdt i over 10 år, men nu er målet fuldt: Anledningen er et læserbrev bragt i lokale medier. Afsenderen er en Mogens Hansen, der på vegne af bestyrelsen for Kulturhuset Elværket, beskriver hvorledes der pt. kører en totalt lukket politisk proces, tilsyneladende med det formål at fjerne brugerstyringen af Elværket for i stedet at lade den kommunale forvaltning drive dette.
Jeg kan lige så lidt som Elværksbestyrelsen gennemskue hvilke interesser, der reelt ligger til grund for ønsket om at kommunalisere et meget velfungerende kulturhus. Som tidligere specialkonsulent i Frederikssund Kommune og som nuværende ekstern konsulent i Kommunernes Landsforening på foreningsområdet, tillader jeg mig imidlertid at hævde følgende om brugerstyring contra kommunal forvaltning:
Brugerstyring på kultur- og foreningsområdet handler lige så meget om demokratisk dannelse som om hardcore drift af en given institution. Kultur- og fritidsområdet er ganske enkelt en af de væsentligste læringsplatforme for opdragelse af borgerne i demokrati. Dette gælder lige fra den mindste lokale fodboldklub til kunst- og kulturinstitutioner som eksempelvis Kulturhuset Elværket i Frederikssund. At fjerne brugerstyring for at lade en kommunal forvaltning overtage styring, er at gå den stik modsatte vej. Med en klar risiko for et stort demokratisk underskud i beslutningstagningen.
For Elværkets vedkommende synes den nuværende demokratiske ramme stærk. Elværket er endvidere begunstiget af at have hele 2 byrådsmedlemmer knyttet til bestyrelsen. En sådan begunstigelse understreger, hvor højt byrådet estimerer Elværket, ligesom det sikrer, at brugerstyringen er permanent overvåget. Og er brugerne/foreningerne ikke tilfredse med en valgt bestyrelse, ja så handler det vel blot om at vælte denne ved førstkommende lejlighed.
Af ovennævnte grunde kendes pt. kun fragmenter af beslutningstagernes ønske om en bureaukratisering/kommunalisering af Kulturhuset Elværket. Mit ærinde er helt overordnet at advare kraftigt mod at gå ned ad den vej.







