“Den Gamle Sangskat” på Selsø Slot

“Den Gamle Sangskat” på Selsø Slot
Trioen består af Sara Grabow (sang og ukulele), Martine Madsen (guitar) og Eva Skipper (bas).

SELSØ: Trioen “Den Gamle Sangskat”, der spiller på Selsø Slot den 18. august tager vores musikalske kulturarv under særlig behandling.

Det er ikke Højskolesangbogen, som man kunne foranlediges til at tro men snarere, hvad man kunne kalde danske evergreens (hvoraf mange jo er oversættelser af udenlandske hits).

Det er ikke Schlagernostalgi, der præger trioen. Arrangementerne er rundet af skandinavisk minimalisme og indeholder kun det essentielle for nummeret, hverken mere eller mindre.

Det er i sig selv lidt af en bedrift og et greb, der i flere tilfælde frisætter sangene fra deres velkendte, tidstypiske versioner.

Her er tale om tre yderst kompetente musikere, hvis performance bærer præg af et overskud, der alt for sjældent ses hos genrens nuværende udøvere.

Tekstuniverset tager lytteren tilbage til en tid, hvor verden stadig var stor – der var langt til Mandalay, i det daværende Burma – og det er fyldt med maleriske scenarier og stærke følelser som udlængsel og frihedstrang.

Det var dog ikke alle og enhver, der kunne udleve disse grundvilkår. Kolonialisme, racisme og sexisme står i kulissen, hvis ikke i hovedrollen.

Trioen hverken forherliger eller fordømmer sit materiale og den tid, det kommer fra.

Trioens to egne kompositioner, der hhv. åbner og lukker deres EP “Den Gamle Sangskat” fra 2018, har mere nutidige, personlige og eksistentielle tekster.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »