DEBAT: Nej tak til mikroplast

DEBAT: Nej tak til mikroplast

LÆSERBREV
Af Jørgen Bech
Byrådsmedlem (V)

 

Vi kan ikke se det. Vi kan ikke smage det. Vi kan ikke lugte det. Men vi ved, at det er der. Mikroplast. Det kan og skal vi ikke acceptere. Hverken i fjordene, i søerne eller i vores drikkevand, fødevarer eller miljø. Det er et ambitiøst mål, men der skal handles.
Forskerne kender ikke langtidsvirkningerne endnu, men problemet med mikroplast skal håndteres nu. På kommunalt plan kan vi gøre en forskel.
I sidste uge deltog jeg som repræsentant for Venstre i Frederikssund kommune på en konference i Roskilde. Den var arrangeret af det globale initiativ, Plastic Change. Her blev vi enige med repræsentanter fra andre kommuner om at tage aktion. Derfor oprettes en arbejdsgruppe, som undertegnede skal deltage i.
Størstedelen af mikroplastic’en kommer faktisk fra bildæk og skosåler. Det slides af på veje og fortove, hvor regnen skyller det til renseanlæggene. Derfra udledes en del mikroplastic til fjordene. Derfor skal renseanlæggene opgraderes til at tage mikroplast, og metoderne til det, er ved at blive undersøgt nærmere.
Så er der forskelligt plasticaffald, som desværre ender i naturen og i fjordene. Her bliver det langsomt til mikroplastic, som fisk og fugle spiser. På den måde kan det komme ind i fødekæden. Det plastaffald kan vi alle sammen tage ansvar for.
Der skal findes løsninger på, hvordan vi lokalt kan indsamle mere plast. Det skal ikke havne i naturen. Vi kan også reducere unødvendig brug af plast. Noget arbejde er i gang i kommunen, men kan sagtens gøres hurtigere.
Der skal findes metoder til at rense spildevandet for mikroplast. Dem skal vores renseanlæg bruge. Der er sat undersøgelser i gang, og jeg følger op på dem. De håndtag, som vi har, skal der skrues på. Konkret handling på reelle problemer.

Andre artikler fra denne uge

Jul på Selsø Slot


SELSØ: 7. og 8. december omdannes Selsø Slot til et hyggeligt juleslot med varm gløgg og lune æbleskiver. Lokale kunsthåndværkere

Læs mere »