Om de mange brande på egnen gennem århundreder.
Af Lars Kiørboe, Sæby
SÆBY: Livet er en jammerdal, siger en gammel vending, og sandt er det da også, at menneskene til alle tider har været udsat for et utal af ulykker – selvskabte og naturskabte. Både før og efter de syv bibelske plager har menneskeheden oplevet voldsomme indgreb i deres dagligdag, det være sig sygdomme og epidemier, krige, brande, jordskælv og vulkanudbrud, storme og oversvømmelser o.s.v.
Her på egnen kan vi i historisk tid nævne Karl Gustav-krigens ødelæggelse i 1600-tallet af landsbyen Vinderup i Gershøj sogn, difteritis-epidemien omkring år 1890, der på fire år krævede over 40 dødsofre blandt småbørn i Sæby-Gershøj, og endelig de mange brande, der retfærdiggjorde de pålagte brandforsikringspræmier og strammere bygningskrav.
Det blev indført ved lov, at ejendomme på landet fra år 1800 skulle brandforsikres. Det havde den positive bi-effekt, at brandtaksationsprotokollerne er blevet en uvurderlig kilde til en løbende beskrivelse af bygningerne, deres størrelse, konstruktion, fæster/ejer og forsikringsværdi. Til tider fortæller protokollerne også om brande. Da den mod nordøst udflyttede firlængede stråtækte bindingsværksgård Harekærgård i Sæby sogn brændte ned til grunden ved middagstid en aprildag i 1844 på ca. en time, skrev branddirektionen i protokollen et grundigt referat af afhøringerne af gårdens folk – uden dog at komme til klarhed over brandens årsag.
Tidens byggetradition medførte en genopførelse af gården i helt samme stil. Da også denne gård godt 100 år efter i 1957 endnu engang brændte ned til grunden, var det dog Roskilde Dagblad, der rapporterede fra begivenheden, som måske var påsat. Branden resulterede i en nybygning ganske forskellig fra den nedbrændte, som det kan ses på stedet den dag i dag.
Gårdene i Sæby har i de sidste par hundrede år været hårdt ramt af ildsvåde. I april 1852 nedbrændte Stigsagergård, der ligger inde i byens nordøstre hjørne. Fæsteren Hans Henrik Jørgensen benyttede lejligheden til ved genopbygningen at flytte stuehuset fra den nordre længe til den sydlige længe, og allerede tre måneder efter branden kunne taksationsfolkene vurdere den ny gård. En så hurtig genopbygning kunne vel kun ske med massiv hjælp fra gårdens ejer, godsejeren på Krabbesholm.
I pinsen 1917 havde vi den store brand i Sæby, som begyndte på Sæbygård midt i byen og med østenvinden krævede to nedbrændte huse og endnu en nedbrændt gård, nemlig Knivsbjerggård, beliggende lige overfor præstegården. Ved snarrådig indsats undgik endnu et hus og en gård at blive flammernes bytte, som Roskilde Dagblad rapporterer, og hvor brugen af våde tæpper og lagener på stråtagene var en vigtig faktor i brandbekæmpelsen.
Som for mange andre brande var uforsigtig omgang med ild og tobak årsag til katastrofen. Andre brændte Sæby-gårde er den udflyttede Thorsmosegård, som i 1914 ved en formentlig påsat brand, nedbrændte. I 1939 gik det ud over Strandlundgård beliggende øst for landsbyen, og i 1951 brændte Nordgården – beliggende sydvest for Sæby-Gershøj Centralskole (nu Sofiehøj) – som følge af en skorstensbrand. Også Ørbækgården sydligt i sognet har været hærget af ild i flere omgange, først i 1956, hvor tagene på alle udlængerne futtede af på grund af en traktor, der under drift gik i brand og antændte stråtaget; i 1992 brændte hele nordre længe forårsaget af halmfyret, der var placeret i bygningen.
Gershøj har kun i mindre omfang været plaget af brande, men avlslængerne på Vissegård brændte ved et uheld efter leg med tændstikker i november 1955. Og det gamle bondehus på Havnevej 1 gik op i røg efter et lynnedslag i 1970, kun få år efter at Axel Strøbye og Lone Hertz havde solgt ejendommen. Endelig nedbrændte et parcelhus på Gærdet for et par år siden.
Dyr brændte inde
De mange kendte gårdbrande på egnen synes ikke at have medført indebrændte personer, om end det har været tæt på. Derimod er der i mange tilfælde rapporter om heste, køer, svin og andre husdyr, som ikke nåede at komme ud af de brændende bygninger, ofte fordi dyrene var panikslagne og ikke lod sig drive ud.
Det var dog ikke kun landbrugsejendomme, der blev flammernes bytte. Mest kendt er vel branden i Bagergården midt i Sæby. Her havde byens bagere igennem 130 år produceret brød til egnen, men det var ikke bagerovnen, der var skyld i katastrofen i 1992, for på det tidspunkt havde bageriet været nedlagt i 14 år. En kombination af forfald af de brandfarlige bygninger og et autoværksted er nok forklaringen på begivenheden. På området blev der efterfølgende bygget boliger med nænsomt forsøg på at efterligne det tidligere byggeri.
Af andre brande kan nævnes branden i 1978 i Bondehuset eller Skrædderhuset, beliggende lige øst for Degnegården og præstegården. Endvidere i Carl Petersens købmandsgård i 1922, som skyldtes en skorstensbrand; den genopbyggede købmandsgård ved gadekæret ses i dag under navnet Kærbo.
I 2020 brændte ”Bylaugshuset” ved siden af Sæby Gamle Skole, et resultat af et lynnedslag i det store lindetræ midt i skolegården. Der ses i skrivende stund endelig tegn på, at bygningen vil blive genopført. I Holtensminde gik der i 1981 ild i sydfløjen på landarbejderboligen på Holtensmindevej 58, men skaden blev begrænset ved hurtig indsats. Ved hjørnet af Krabbesholmvej og Elverdamsvej ligger Røde Smedje, der brændte så tidligt som i 1824, men jo blev genopført og ombygget i flere omgange. Hvor rastepladsen på Elverdamsvej ved regionsgrænsen og Hønepilsgrøften befinder sig, lå engang det såkaldte Væverhus, som en februarnat i 1871 nedbrændte ved hvad der var planlagt til at blive en mordbrand. Roskilde Avis fortæller om blokerede yderdøre, men væver Büllner, hans datter og en tjenestepige reddede sig ved at kravle ud ad et vindue. Brandstifteren var en tidligere lærling, som åbenbart skulle hævne sig.
Endelig skal nævnes de mange brande, som i årenes løb har fundet sted på Krabbesholm og som er dokumenteret i aviserne. I marts 1905 nedbrændte store dele af avlsgården formentlig som følge af en påsat brand. Foruden en del omkomne dyr gik det også ud over godskontoret, hvorved mange arkivalier gik tabt. I februar 1912 var den gal igen med udgangspunkt i den store trælade. Ingen dyr kom til skade, og også denne gang menes branden at være påsat. Ved branden i december 1935 gik det meste af årets høst og 4000 tønder sæd op i røg, men ingen dyr kom til skade, da der ikke længere var kreaturer på gården. Denne gang var årsagen formentlig en fejl i el-installationen.
Det samme var tilfældet ved branden i september 1943, som atter skete med udgangspunkt i den store lade og den nærliggende staldbygning, og store mængder af årets høst og sæd gik tabt. Endelig var der i 2022 brand i hestestalden vest for hovedporten til herskabshuset/slottet, og her omkom flere heste.
Der er selvfølgelig mange andre steder på egnen, hvor markante brande har sat sit præg på historien. Her kunne f.eks. nævnes den store brand i Biltris i 1905, branden i Lindenborg kro, Langtved Færgekros brand i 2009 og branden i Karleby Forsamlingshus.
Der skrives jo en del i sommertiden om risiko for brande i forbindelse med Sankt Hans-bål, tørre marker og skove på grund af manglende regn, grill i naturen, tordenvejr m.m. De store skovbrande ser vi heldigvis ikke i Danmark, og som beretningen ovenfor illustrerer, er tidligere tiders brande hovedsagelig med baggrund i en bygningstradition, som nutidens brandbeskyttelseskrav i høj grad har lavet om på. Når der for 200 år siden i brandtaksationsprotokollerne ofte stod, at bygningerne var ”forsvarlige mod ildsvåde”, kan man i dag godt ryste på hovedet.
