Brug ikke smartwatch bag rattet

Brug ikke smartwatch bag rattet
Foto: Rådet for Sikker Trafik

Det kan både udløse klip i kørekortet og en bøde

UOPMÆRKSOMHED I TRAFIKKEN: Når man kører i trafikken, er det vigtigt, at man har fokus på trafikken omkring sig.

Når man har et smartwatch på håndleddet/armen, må man ikke trykke på dets knapper eller skærm for eksempelvis at læse eller skrive beskeder, surfe på nettet eller lignende, advarer Rådet for Sikker Trafik.

Straffen for at bruge smartwatch ulovligt under kørslen er det samme som straffen for brug af mobiltelefon:

• I bil, lastbil, bus, stor knallert, motorcykel mv.: Et klip i kørekortet, en bøde på 1.500 kroner og 500 kroner til Offerfonden.

• Lille knallert: 1.500 kroner i bøde.

• På cykel: 1.000 kroner i bøde.

• På el-løbehjul og andre små motoriserede køretøjer: 1.000 kroner i bøde.

Lovlig brug af smartwatch

Man må selvfølgelig gerne kigge på uret for at se, hvad klokken er.

Man må også gerne bruge det uden berøring, for eksempel ved stemmestyring.

Hvis manb vil betjene sit smartwatch fysisk – dvs. trykke på dets knapper eller display – skal det være placeret i en holder, der er fastmonteret i bilen.

Føler man, at det er svært at lade sit smartwatch være, når man kører bil, og der bliver ved med at komme notifikationer, beskeder, mails eller nyheder, så sæt smartwatchet på ”Forstyr ikke” eller funktionen ”Jeg kører bil”.

Eller hold ind til siden, hvis der er beskeder, der skal læses og svares på, lyder rådet fra Rådet for Sikker Trafik.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »