Bevar overfarten – styregruppe udgiver musikvideo

Bevar overfarten – styregruppe udgiver musikvideo
Mads Westfall (th.) står bag protestsangen ’Bevar Overfarten’.

KULHUSE/UDENBYS: En politisk afgørelse af den lokale færgerutes skæbne er nært forestående. Derfor har styregruppen bag ”Bevar overfarten Kulhuse-Sølager” mandag 12. august udgivet musikvideo med støttesang til den lokale overfart.

Columbus sejler på lånt tid

Det er ganske vidst besluttet at den 77 år gamle færge, M/F Columbus, skal sejle mindst fire år endnu og sejladsen med den er også på vej i udbud, men færgerutens skæbne på den lange bane er fortsat uvis.

Derfor kæmper den lokale styregruppe, bestående af ni lokale ildsjæle fra Frederikssund og Halsnæs kommuner, med byrådsmedlem Kenneth Jensen (A) fra Frederikssund i front, fortsat for færgerutens bevarelse, her hvor en politisk afgørelse nærmer sig med årets budgetforhandlinger.

Kendt støtte
Seneste middel i gruppen aktion, der tidligere har budt på indsamling af 5.225 underskrifter og arrangementer med gratis sejlads og sankthansbål, er at udgive en musikvideo med støttesangen ”Bevar overfarten”.

Sangen er skrevet og komponeret af sangskriver, sanger og musiker Mads Westfall, og musikken er indspillet i professionelt studie og filmet af filmfotograf og TV-instruktør Ketil Teisen.

På støttesangen medvirker også landskendte navne som Anders Blichfeldt og Morten Marcher og lokale navne som Tanja Hollerup og Steen Svanholm. Fælles for alle kunstnere er, at de har en lokal historie og rødder, og alle brænder for at bevare den lille lokale færgerute.

Premiere på lærredet

Musikvideoen fik verdenspremiere mandag 12. august i Hundested Kino, hvor alle som har støttet om sangens tilblivelse som enten medvirkende eller sponsorer, var inviteret. Ud over præsentationen af videoen fremførte kunstnerne også en akustisk version af sangen – stærkt bakket op med fællessang af en fyldt biografsal.

Ved arrangementet gav Kenneth Jensen også en kort status på den politiske proces, og kunne blandt andet berette, at udvalget for Plan og teknik i Frederikssund Kommune allerede onsdag 14. august igen skulle drøfte forskellige fremtidsscenarier for færgeruten – herunder også styregruppens forslag om en ny dieselelektrisk færge, som leases og drives i kommunalt regi. En løsning, som ikke vil belaste kommunens anlægsramme.

Både Mads Westfall og Anders Blichfeldt fortalte også lidt om deres bevæggrunde for at medvirke i sangens og videoens tilblivelse.

Udsigt til færgen
Anders Blichfeldt fortalte blandt andet, at han som barn har boet i Lynæs, og at han fra sit værelse havde direkte udsigt til Kulhusrenden og Columbus, som pendlede frem og tilbage. Et kært minde, som betød, at han slet ikke var i tvivl om, at han gerne ville give sit bidrag til rutens overlevelse, ved at medvirke i videoen.

Et bedre bud
Mads Westfall fortalte, at han jo nok havde gjort sig sine tanker, da Per Makwarth, som er medlem af styregruppen og hans nabo, havde henvendt sig til ham og spurgt, om han ikke kunne skrive en støttesang – men da han så Pers eget bud, baseret på ”Sejle op ad åen” tænkte han alligevel, at det må kunne gøres bedre. En dag hvor han havde gæster, var idéen til sangen der pludselig – og så var der ikke langt fra tanke til handling, og en støttesang, der med Mads’ egne ord gerne skulle være en blanding af en støttesang og en protestsang som ”I kan ikke slå os ihjel” så dagens lys.

Flyvende fra land
Og populær er den hurtigt blevet; videoen. Fra den blev offentliggjort på styregruppens Facebookside mandag aften kl. 20 blev den på under 12 timer delt mere end 500 gange og var afspillet af små 30.000 mennesker.

 

Videoen kan også ses på både gruppens facebookside
www.facebook.com/Bevaroverfarten

og på deres hjemmeside
www.bevaroverfarten.dk/

/TS

Andre artikler fra denne uge

Frederikssund Marine Venner


Læserbrev Af Kurt Terkelsen 4050 Skibby Marineforeningen Frederikssund og Omegn/Danmarks Marineforening, har ekskluderet mig, fordi jeg har oprettet ”Frederikssund Marine

Læs mere »