Au-pair hos Peter Schmeichel

Au-pair hos Peter Schmeichel
Camilla Lyons har stadig Peter Schmeichels målmandshansker, som hun fik med hjem som souvenir.

Camilla Lyons passede børn hos familien Schmeichel uden for Manchester – med Ryan Giggs som genbo.

Af journalist Tomas Skov

SKIBBY: I dag er Camilla Lyons midt i 50’erne og passer Retro-Shoppen på Hovedgaden 58A i Skibby. Det kan måske lyde faschinabelt for nogen – men det hamler næppe op med ungdommens ophold på Robbins Lane i Forbes Park i Bramhall 20 minutters kørsel fra Manchester.

Her arbejdede Camilla Lyons i tre måneder som au-pair for familien Schmeilchel i 1992 – i øvrigt samme år Peter Schmeichel bidrog til Manchester Uniteds første Premier League-mesterskab i 26 år efter at have holdt målet rent i 22 kampe i turneringen. Året efter vandt han både titlen som verdens bedste målmand og som årets fodboldspiller i Danmark.

I fint selskab
I det store hus på Robbins Lane havde familien Ryan Giggs som genbo – fodboldstjernen, der nåede at spille 953 kampe for Manchester United i sin karriere.

– Det var mest de fine, der boede i Bramhall. Men selve byen var meget stille og rolig med mælkemand, der gik sin runde om morgenen. Han hjalp mig hjem en morgen, da jeg ikke kunne finde adressen, efter jeg havde været i byen med nogle andre au-pairs, husker Camilla Lyons.

Hun tog sig af børnene Cecilie og Kasper, og når de var kørt i skole og institution, tog hun sig af det forefaldende huslige arbejde og lavede ofte aftensmaden, som de så spiste sammen. Rengøring behøvede hun dog ikke tage sig af, da familien havde en rengøringskone specifikt til denne del af husarbejdet.

Kage til kampen
Bente Schmeichel var mere hjemme end sin mand, så om onsdagene så de to tit kampen sammen i fjernsynet, mens de spiste kage. Peter Schmeichel var typisk interneret på hotel med det øvrige hold to aftener om ugen, inden kampene. Når han var hjemme nød han blandt andet at spille klaver og trommer – lige som han naturligvis var sammen med børnene og spillede bold med Kasper i haven.

– Peter var mere privat, og jeg blandede mig jo ikke. Jeg tror, når man er på det niveau, så er man dybt fokuseret i det, fortæller Camilla Lyons, som også nåede at tale med træner Alex Furguson nogle gange, når han kom i huset.

De tre måneder gik hurtigt for den dengang 24-årige Camilla Lyons, der havde fået jobbet gennem sin onkel, som tidligere havde haft Peter Schmeichel i lære i sit gulvlæggerfirma. Da hun skulle rejse, spurgte hun om målmandshandskerne med Peter Schmeichels navn påtrykt.

– Jeg ville gerne have dem som et minde, så dem fik jeg, fortæller Camilla Lyons.

Andre artikler fra denne uge

Nyd sommeren i Fjordlandet


HORNSHERRED: Nedtællingen til sommerferien er i fuld gang. VisitFjordlandet guider til spændende børnevenlige museumsoplevelser, rundvisninger, vikingeeventyr, ferie for voksne, overnatningssteder

Læs mere »