At få verden i tale igen

Claus Christoffersen er bachelor i filosofi og oldtidskundskab. Udover at være foredragsholder har Claus Christoffersen også været sagkyndig guide på kulturhistoriske rejser til bl.a. Wien og Berlin og HF-lærer i filosofi.

FREDERIKSSUND: Der er foredrag ved bachelor Claus Christoffersen i Kulturhuset Elværket, Ved Kirken 6 i Frederikssund mandag 2. november kl. 19.30-21.15.

Mennesket vil gerne beherske verden og sig selv, men har fået stadig større problemer med at finde meningen med det hele. En verden, der beherskes, kan ikke længere sige os noget. Den bliver stum.

Samtidig skabes accelerationssamfundet, hvor alting skal gå hurtigere, og vi føler afmagt, der interessant nok optræder midt i forsøget på at beherske alting.

Men alle kender oplevelsen af forbundethed med fx naturen: Når stjernehimlen lyser over os, gribes vi af forundring og beundring. En tur i skoven kan fjerne følelsen af fremmedhed. I en tid, hvor vi fornemmer, at den verden, vi har kendt, er ved at forvitre, bliver vi klar over det.

Den tyske sociolog Hartmut Rosa giver med begrebet ’resonans’ et bud på, hvordan menneske og verden atter kan forsones, og vi igen kan få verden til at sige os noget. Dette og meget mere vil Claus Christoffersen denne aften gøre alle klogere på.

Du kan melde dig til foredraget ved at indbetale 100,- kr. på http://fufsund.dk eller du kan købe billet ved indgangen, kontant eller MobilePay. Det er gratis for studerende, lige som der er gratis kaffe og te i pausen.

/TS

Andre artikler fra denne uge

Frihedens stemme

SKIBBY: ”De Gaulle: Frihedens stemme” er den storslåede afslutning på den todelte fortælling om den franske general Charles de Gaulle,

Læs mere »