På toppen af kulturens mødding. 3
Alt har sin tid – Gershøjs smukke kirke
På markerne nord for mit hus har arkæologerne gravet og fundet efterladenskaber fra både stenalder, bronzealder, jernalder, vikingetiden og middelalderen og der, ovenpå det hele blev Gershøj kirke bygget i det tolvte århundrede. Kristendommen møvede sig hurtigt ind sydfra og fortrængte vikingetidens Asatro. De tog bare nogle hundrede år. Men det var her på egnen, omkring Roskilde fjord, den nye kraftfulde tro fik sin vugge i Danmark. På Eskilsø opførte kristne augustinermunke allerede i tusindtallet et mindre kloster, en forpost. Senere i tolvhundredetallet, blev Roskilde Domkirke bygget og Odin, Thor og Freja fik fingeren.
På verdensplan vokser antallet af mennesker, der tilslutter sig kristendommen og lader sig døbe i Faderen, Sønnen og den hellige ånds navn. Det sker hovedsageligt i Afrika og Latinamerika .Det Globale Syd. På det europæiske kontinent er kristendommen derimod under afvikling. I Danmark går det stærkt i praksis. Det folkekirkelige engagement vander ud, det religiøse instinkt individualiseres. I nogle kirkesogne er det nærmest skræmmende tydeligt at se, hvordan ”ugræsset” vokser op omkring kirken og ukristelige tiltag bringes i anvendelse for at holde på den skattebetalende medlemsskare. Tiden er under dramatisk forvandling. Klimaet, kulturen, etikken og den erfaringsbaserede viden. Alt hvad vi har kendt som stabilt, vakler.
Vor tid minder om perioden før år nul, dengang da det stabile dagligliv under bronzealderens hierarkiske struktur fik en ende og klimaet ændrede sig. Det blev koldere og mere vådt. Stormandsgårdene forsvandt og blev afløst af småbrug med husdyrhold. Kulturens fundament eroderede over nogle få hundrede år. De døde blev ikke længere jordfæstet, men brændt. Urnen med asken blev efterladt på stedet, hvor afdøde for tilfældet befandt sig eller anbragt anonymt på fælles gravpladser. De før så prægtige gravgaver blev erstattet af billige efterligninger, inden skikkene helt tog slut og ritualerne blev meningsløse, fordi ingen længere huskede deres oprindelige betydning. Også selve livsgrundlaget ændrede sig med klimaet, afgrøderne skiftede karakter. Ingenting var som før.
Jernalderen tog over og blev til vikingetid, våben og bandittid inden kristendommen med den treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd, kom til Danmark sydfra og skabte den nye orden, vi kender i dag. Det var kristendommen, der bragte orden i kaos.
Men nu mere end to tusinde år senere er denne folkekirkekristendommens orden i Danmark under afvikling, tiden er i kaotisk opbrud.
Historien gentager sig. Ritualerne forfladiges og vander ud.
Vore døde bliver ikke længere begravet lokalt. De bliver brændt på det sted, hvor de for tilfældet opholder. sig. En ny kulturhistorisk epoke, der fuldstændigt ændrer sproget og ritualernes tilknytning til agerbruget som livsgrundlag for befolkningen, overrules.
I tusinde år har præster fremsagt kirkens Jordpåkastelsesritual i forbindelse med begravelsen af vore døde. ”Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå.” Ord, der med udgangspunkt i forestillingen om menneskets opstandelse fra de døde, gav smuk mening for de troende. Den tid er forbi. Ritualet bliver meningsløst når præsten i stedet for at kaste jord over kisten med afdødes legeme, kaster jord over et Dannebrogsdekoreret papkarton med aske, bare for at det skal ligne det, vi engang troede på. Ritualet er ude af trit med virkeligheden. Kirken er bagud og biskopperne er tilsyneladende mere optaget af Me Too sager end af liturgi.
Det samme gælder kirkens klokkeringningen.
Kirkeklokken, der kalder til bøn og markerer skellet mellem religiøs og verdslig tid, er et værdiladet symbol for den kristne kirke. Guds stemme. Men klokkeringningens betydningen er på vej i glemmebogen. Klokkerne styres med en fjernbetjening, ofte i hænderne på helt tilfældige personer, der ikke aner en dyt om kirkens ringningsregulativ. Der bliver bare trykket på knappen og så tæsker hammeren løs. Jeg har flere gange, her lokalt, oplevet ringningen løbe løbsk, at bimleriet før søndagsgudstjenesten er fortsat i så uendelig lang tid, at kirkens naboer til sidst, indestængt af raseri, skråler: ”Hold så kæft for satan!”.
Guds stemme automatiseres og bliver til støj. De kirkelige handlinger er på vej til at bliver til efterligninger af noget, der engang havde betydning og gav mening.
Historien gentager sig.
At folkekirken synger på sidste vers i sin nuværende form, det er mange steder et synligt faktum. Det gælder ikke mindst i mit eget sogn, hvor vi synger på det allersidste vers. Ingen menighed, ingen kirke. Det er kun tilfældige folk, der dukker op til søndagens gudstjeneste, hvis der overhovedet dukker nogle op ud over de konfirmander, der sammen med deres forældre aflægger den obligatoriske pligt visit. Ofte gennemføres kun en forkortet version af gudstjenesten. Der synges et par salmer sammen med personalet og de enkelte fremmødte for at undgå et messefald, der jo ikke pynter på kirkegængerstatistikken.
En kirke uden menighed eksisterer på lånt tid. Når præsten må håndplukke sit menighedsråd blandt folk, der som en minimumskvalifikation er kirkeskattebetalende medlemmer af folkekirken, står det sløjt til. To minutter i lukketid. Når en præst så også, i den nød, har en lovhjemlet mulighed for at optræde som menighedsrådets formand, gør det bare ondt værre. Et menighedsråd må repræsentere en menighed. Det er ikke nok at være klaphat for præsten, der som rådets formand,
deler kirkekassens penge ud som kurator for sine egne initiativer. Et menighedsråd, der ikke engagerer sig i kirkens indre liv og den kristne kirkes forkyndelse bidrager til dens afvikling.
Gershøj Kirke har ikke mere en fastansat ringer og graver. Ringningen er automatiseret og kirkegårdsdriften udliciteret. Der bliver kun udført det, der aftales. Skiftende personale, uden lokalt kendskab, udfører arbejdet. Kirkegården er på vej til at miste kulturhistorisk betydning. Så hvorfor ikke lige så godt få sin aske spredt et særligt sted, efter eget ønske, eller købe sig en gravplads i skoven hos den lokale godsejer.
For trods alt at imødegå den realitet, har formanden for menighedsrådet ladet plante en lille skov af rønnebærtræer foran kirken, formålsløst. Træerne, der bliver op til otte meter høje og står nu som tynde stager mellem de alt dominerende grimme og forvoksede gravstedshække. Det opleves af de omkringboende som ren chikane og skaber fjendtlighed.
Gershøj Kirkes enestående, smukke placering, med Roskilde fjord om bagbord, forstyrres og den fredede 1600 tals ejendom ”Langhuset” bliver delt i strimler og ødelagt som motiv for byens fotograferende gæster. Kirkegården ligner en konkursramt planteskole.
Indenfor i kirken kæmper både præst og degn ukristeligt for at gøre højmessen til en uforglemmelig og populær event for de fremmødte. De danser gerne rundt som muntre kirkeklovne med blomster i håret og røde næser. Der blæses lystigt sæbebobler ud over forsamlingen. Bobler, der svæver rundt i kirkerummet som vrangbilleder af den allestedsnærværende helligånd. Dog kun en stakket stund, før de brister.
Og der arrangerer årlige fælleskirkelige event i den til lejligheden opfundne ”Halmkirke”. Præsten og menighedsrådsformanden er dygtig som arrangør af events, der skaber lokal omsætning. Det har ganske vist ikke noget som helst med kristendom at gøre, men det trækker folk til og det styrker en anløben popularitet. Det er gratis, grønt og økologisk. Kendte kunstnere optræder i Halmkirken og jo, publikum strømmer til præstens arrangement for at nyde kirkeskattens håndgribelige goder.
Sådan imødegår folkekirken tidens store udfordring, så længe pengene rækker. Kun krig, tragedie eller kristen forkyndelse vil kunne ændre på det faktum og måske kun for en stakket stund.
Nye tider er på vej. Nye lag.
