På markerne nord for mit hus har arkæologerne gravet og fundet efterladenskaber fra både stenalder, bronzealder, jernalder, vikingetiden og middelalderen og der, ovenpå det hele blev Gershøj kirke bygget i det tolvte århundrede. Kristendommen møvede sig hurtigt ind sydfra og fortrængte vikingetidens Asatro. De tog bare nogle hundrede år. Men det var her på egnen omkring Roskilde fjord den nye kraftfulde tro, fik sin vugge i Danmark. På Eskilsø opførte kristne augustinermunke allerede i tusindtallet et mindre kloster, en forpost. Senere i tolvhundredetallet, blev Roskilde Domkirke bygget og så fik både Odin, Thor og Freja fingeren.
På verdensplan vokser antallet af mennesker, der tilslutter sig kristendommen og lader sig døbe i Faderen sønnen og den hellige ånds navn. Det sker hovedsageligt i Afrika og Latinamerika, det Globale Syd.
På det gamle europæiske kontinent er kristendommen der i mod under afvikling. I Danmark går det stærkt i praksis. Det folkekirkelige engagement vander ud og det religiøse engagement individualiseres. I nogle kirkesogne er det nærmest skræmmende tydeligt for nogle at at se, hvordan ”ugræsset” vokser op omkring kirken og ukristelige tiltag bringes i anvendelse for at holde på den skattebetalende medlemsskare. Populære
Vor tid er under dramatisk forvandling. Kulturen, etikken og den erfaringsbaserede viden. Alt hvad vi har kendt som stabilt det sidste par hundrede år, vakler. Det er oplevet før.
Det tyvende århundrede er på mange måder sammenlignelig med overgangs tiden mellem bronzealder og jernalder. Det gode og stabile i bronzealderens hirakiske struktur fik ende. Klimaet blev koldere og mere vådt. Stormandsgårdene forsvandt og blev afløst af småbrug med husdyrhold. Kulturens fundament eroderede over nogle få hundrede år De døde blev ikke længere jordfæstet, men brændt. Urnen med asken blev efterladt på stedet, hvor afdøde for tilfældet befandt sig eller anbragt anonymt på fælles gravpladser. Bronzealderens prægtige gravgaver blev i overgangen erstattet af billige efterligninger inden skikken helt tog slut. Ritualet blev meningsløse og overfladisk fordi ingen mere huskede meningen med galskaben. Jernalderen blev afløst af Vikingetid, våben og bandit tid, plyndringstid og globalisering. Og så kristentid, der kom til os
Jernalderen blev præget af rastløshed, opbrud, folkevandringer, ufred og mangel på kontinuitet. Kulturens fundamenter eroderede. De døde blev ikke længere gravsat . De blev brændt. Urnen, blev efterladt på det sted afdøde, for tilfældet, netop befandt sig. De før i tiden så værdifulde grav gaver, blev erstattet af mere overkommelige og billige efterligninger. Ritualerne blev meningsløse og skiftede karakter fordi ingen længere huskede deres oprindelige betydning. Og selve livsgrundlaget ændrede sig med klimaet. Det blev koldere og afgrøderne skiftede karakter. Ingenting var som før. Og jernalder blev til vikingetid, en ”globaliseret” bandit tid domineret af de søgående og krigeriske vikinger der med deres jern våben kunne hævde den stærkes ret. bandit tid og vikinkeKristendommen tog over og bragte orden i kaos.
Og nu godt tusind år senere, er kristendommen under afvikling. Vi kan opleve at præsten under en begravelse gennemfører ritualer, der ikke mere giver mening. Det er bare sådan man altid har gjort. ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå udtaler præsten og kaster tre spader jord på kisten. Men når kisten med afdøde byttes ud med en krukke aske bliver dette smukke jordpåkastelsesritual helt meningsløst.
Kristendommen synger på sidste vers. Ritualerne mister betydning. De kirkelige handlinger bliver til efterligninger af noget, der engang havde betydning og gav mening.
Det gælder ikke mindst her i mit eget sogn. Gershøj kirke synger på sidste vers. Ingen menighed, ingen kirke. Det er tilfældige folk, der dukker op til søndagens gudstjeneste, hvis der overhovedet dukker nogle op ud over de konfirmander der sammen med deres forældre aflægger den obligatoriske pligt visit. Og så er der selvfølgelig engang i mellem et par historisk interesserede turister, der lige synes det kunne være interessant at se kirken indeni, den er jo ellers normalt låst. Ofte gennemføres en forkortet version af gudstjenesten. Der synes et par salmer sammen med personalet og de enkelte fremmødte for at undgå et messefald, der jo ikke pynter på kirkegængerstatistikken.
En kirke uden menighed eksisterer på lånt tid.
Må præsten håndplukke sit menighedsråd blandt folk der som en minimumskvalifikation er betalende medlemmer af folkekirken, står det ukristelig sløjt til. At en præst så også i den nød, har en lovhjemlet mulighed for at optræde som menighedsrådets formand, gør ondt værre.
Hvis et samlet menighedsråd er fuldkommen uden interesse for kirkens indre liv og forkyndelse er på kristendommens afviklingshol folk, som af en eller anden grund ser det som en potentiel økonomisk eller politisk fordel at sidde med ved det bord elle bare
Sidder menighedsrådet som klaphatte for en præst, der har sat sig i formandsstolen og deler kirkekassens penge ud som kurator, er kirken ilde stedt. Et menighedsråd, som ikke engagerer sig i kirkens indre liv og den kristne kirkes forkyndelse bidrager til dens afvikling.
Gershøj Kirke har ikke mere en fastansat ringer og graver. Ringningen er automatiseret og kirkegårdsdriften er udliciteret. Der bliver kun gjort det der aftales og skiftende personale uden lokalt kendskab udfører arbejdet. Kirkegården har mistet sin kulturhistoriske betydning. Så hvorfor ikke lige så godt få sin aske spredt et særligt sted, efter eget ønske, eller købe sig en gravplads i skoven hos den lokale godsejer.
Gershøj kirkegård er under afvikling. For at imødegå gå den realitet, har formandens menighedsråd ladet plante 27 rønnebærtræer, der bliver op til otte meter høje. De står nu der som tynde stager mellem de bredrøvede hække på kirkegårdens vestlige afsnit. Himlen lukkes ude. Kirkens fritliggende placering med Roskilde fjord bagom forstyrres. Og den fredede 1600 tals ejendom ”Langhuset”, Gershøjs vartegn, bliver skåret i strimler og kommer nu ikke længere helskindet gennem turistens objektiv – som Gershøjs næstældste bygning.
Det var for hundrede år siden man plantede høje træer omkring en kirke. ” – Nå, det har vi ikke lige tænkt over. Og så mange træer er det da heller ikke tale om…” , argumenterede et medlem af rådet, da jeg brokkede mig. ”- kan det være så slemt? Der vokser jo også træer på den anden side af langhuset…”
At det ødelægger det frie udsyn til både til kirken og fjorden for de omkringboende medlemmer af folkekirken er der ikke nogen grund til at beklage. De betaler jo stadig gildet alligevel. Så længe det varer.
Indenfor i kirken kæmper præsten efter bedste evne for at gøre sig nyttig og munter, fortjent til sin løn. Efter gudstjenesten optræder både degn og præst som kristne kirke klovne for at gøre det festligt for de få fremmødte. Der blæses sæbebobler ud over forsamlingen. Boblerne svæver rundt i kirkerummet som et vrangbillede af hellig ånden. Dog kun en stakket tid inden de endegyldige brister.
Og præsten i Sæby/ Gershøj sogn arrangerer årlige fælleskirkelige event i den til lejligheden opfundne ”Halmkirke”. Præsten og menighedsrådsformanden er en dygtig arrangør af events, der skaber lokal omsætning. Det har ikke noget som helst med kristendom at gøre, men det trækker folk til og styrker en anløben popularitet. Det er gratis, grønt og økologisk. Kendte kunstnere optræder i Halmkirken og publikum strømmer til for at købe økologisk og for at nyde kirkeskattens håndgribelige gode.
Folkekirkekristendommen på vej ud af tiden med økologisk marmelade på sit friskbagte alterbrød.
