Protest mod skolelukninger

Protest mod skolelukninger
Foto: Mathias Kristensen

Et par hundrede mødte byrådet: ”Lukker I skolen, lukker I området.”

FREDERIKSSUND: Et talstærkt antal forældre, børn og borgere fra kommunen stod klar på Torvet i Frederikssund onsdag aften 7. oktober, da byrådsmedlemmerne skulle til møde på rådhuset. Med hjemmelavede skilte, bannere og børn forrest i rækkerne sendte de ét budskab afsted: Bevar vores skoler.

Baggrunden er kommunens forslag til ny skolestruktur, hvor afdelingerne i Skuldelev og Dalby foreslås lukket allerede fra skoleåret 2027/28. Forslaget diskuteres torsdag 8. oktober i udvalget for Børn, Skole og Familie.

– Vi er her, fordi det her handler om langt mere end to skolebygninger. Skolen er det sted i byen, hvor alle familier mødes på tværs. Her henter idrætsforeningen, bylauget og forældrenetværket deres kræfter. Lukker skolen, forsvinder det hele langsomt, siger Mathias Kristensen, der er forælder i Skuldelev.

Sporene skræmmer
Erfaringerne fra andre kommuner er ikke opmuntrende. En undersøgelse fra Syddansk Universitet af Tønder Kommune, hvor otte landsbyskoler lukkede samme år, viser, at lukningerne forstærkede befolkningstilbagegangen i de berørte sogne. Beboerne oplevede øget fraflytning, faldende huspriser, sværere adgang til lån for huskøbere og problemer med at tiltrække børnefamilier.
Samme bekymring har fået regeringen til i september at afsætte en halv milliard kroner frem mod 2030 til at hjælpe kommuner med at undgå at lukke velfungerende skoler.
– Mens regeringen bruger 500 millioner på at forhindre skolelukninger, vil Frederikssund Kommune lukke to velfungerende skoler med fem måneders varsel. Vi vil gerne vide, om kommunen overhovedet har tænkt sig at søge de penge, før den lukker, Timingen er næsten til at grine af, siger Mathias Kristensen.

Selvopfyldende profeti
Demonstranterne peger på, at forslaget allerede nu sætter en udvikling i gang, som kommunen bagefter kan bruge som begrundelse.
– Forældre taler allerede om at flytte deres børn, fordi de ikke tør vente på en afgørelse. Hver familie, der gør det, gør elevtallet mindre. Så bliver lukningen en selvopfyldende profeti, som kommunen selv har skabt, mener forælderen.
Flere af de fremmødte undrede sig desuden over, at Hornsherred rammes først og hurtigst. Andre dele af den nye struktur får et til fire år til at omstille sig, mens børnene i Skuldelev og Dalby skal flytte fem måneder efter byrådets beslutning. Samtidig sparer kommunen op til en helt ny skole i Vinge.
– Det er svært at forklare en 8-årig i Dalby, hvorfor hendes skole er for dyr, når der er råd til at bygge en ny i Vinge, siger Mathias Kristensen.

Kampen fortsætter
Flere byrådsmedlemmer stoppede op og talte med demonstranterne på vej ind.
Forældrene lover, at aftenen på Torvet ikke var sidste gang, byrådet hører fra dem. Der afgives høringssvar, der mobiliseres til borgermødet 28. oktober, og der skrives læserbreve.
– Vi beder ikke om noget urimeligt. Vi beder om, at vores børn og vores byer får samme chance som resten af kommunen. Det handler om, hvilken kommune Frederikssund vil være: én med levende landsbyer eller én med én stor by og tomme døde byer i udkanten, siger Mathias Kristensen, der i øvrigt opfordrer til at møde op til Lysfesten på Skuldelev Skole torsdag 8. oktober kl. 17.

/TS

Andre artikler fra denne uge