Læserbrev
Af personalet og den brugervalgte bestyrelse i Elværksforeningen/Kulturhuset Elværket
Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro at det kun hørte hjemme i amerikansk politik, hvor ”den orange mand” excellerer i at skabe rygter og fordreje sandheden så den passer ind i hans eget verdensbillede og dagsorden, og blindt søger sin forvrængede og selvskabte virkelighed ført ud i livet politisk.
De politiske analogier er slående – og skræmmende, og burde ikke være mulige anno 2026 i et oplyst samfund som det danske. Desværre er vi nogen, frivillige som lønnede, der den seneste tid har været vidne til netop dette, og nok for længe har bidt det i os – måske i en naiv tiltro til systemet og at fornuften altid sejrer. Men først og fremmest har vi faktisk gjort det, for netop at skærme vores utroligt dygtige og flittige lønnede personale, som sammen med de frivillige dagligt får vores fælles hjertebarn, Kulturhuset Elværket, til at spille.
Men på et tidspunkt er nok li’som nok. Og det tidspunkt har vi ramt nu!
Det sidste lille års tid har vi vidst – og hilst det velkomment – at vores driftsaftale med Frederikssund Kommune skulle drøftes og revideres. En revision gav al mulig mening af en række grunde; ikke mindst at kommunens egne kurser, konferencer, seminarer og interne møder efterhånden fylder en pæn del af tiden og kapaciteten i huset – og det er altså ikke derfor frivillige i 1993 tog initiativ til at skabe et kulturhus for borgerne, og at vi er nogen som i alle årene siden har lagt ubeskriveligt mange kræfter i at drive huset, og løbende udbygge og vedligeholde den professionelle ramme for foreningens/brugernes egne penge. En ramme, som til dato har rummet mere end 30.000 arrangementer for over 1.000.000 gæster i alle aldersgrupper og kulturelle genrer.
Men nu bliver vi, for at citere næstformanden for Fritids- og kulturudvalget, Jesper Wittenburg, beskyldt for at behandle vores medarbejdere dårligt, ikke have tillid til dem og ja; vel give dem mundkurv på. I såvel byrådssalen som i et interview i Radio MixFM siger han blandt andet:
”Medarbejderne måtte ikke udtale sig, uden at det var godkendt af bestyrelsen, eller at
bestyrelsen, sad ved siden af. Og det synes jeg bare ikke er i orden. Det synes jeg er mistillid.”
”Så er vi nødt til at få frigjort vores medarbejdere. Og det er sådan set for mig kernen. Det står jeg
ikke alene med, men det er det, som er vigtigt.”
Flere har siden udtrykt undren over disse påstande, som vi da også på det kraftigste må afvise. Faktisk har vi fra både personalets og bestyrelsens side løbende og vedholdende indbudt til dialog med udvalget og administrationen – men er blevet mødt af tavshed.
I januar havde vi det eneste møde med administrationen, siden driftsaftalen blev opsagt i december 2025, og i kølvandet herpå svarede vi på konkret forespørgsel om dialog med vores medarbejdere sågar Frederikssund Kommune følgende:
” Efter I var gået, drøftede vi som aftalt spørgsmålet om involvering af husets ansatte, og nåede frem til, at bestyrelsen er indforstået med at husets ansatte inviteres med i processen på lige vilkår med resten af bestyrelsen, da vi læser byrådets beslutning sådan, at medarbejderne i huset er såvel lønnede som den frivilligt arbejdende bestyrelse, der løser opgaverne om husets drift i fællesskab.”
Det skal siges, at det lønnede personale jo selv er repræsenteret i bestyrelsen, og altså har deltaget i beslutningen som en enig bestyrelse stod bag.
Vi modtog intet svar herpå, og herfra udeblev al dialog og inddragelse. Så meget for snakken om åbenhed. Ikke engang en invitation til at deltage i vores offentlige møde om husets fremtid og vores visionsplan svarede udvalget på, men retfærdigvis skal det siges, at administrationen sendte en medarbejder, som var med på en lytter ved dette møde.
At der skulle være et dårligt arbejdsmiljø i huset, står måske også bare en anelse i skærende kontrast til:
• at de lønnede medarbejdere typisk er ansat i huset i mere end 20 år, indtil de selv vælger at gå på pension,
• at flere af dem efter pensionering alligevel vælger at fortsætte som timelønnede,
• at flere af os omgås privat som venner og tager del i hinandens store og små livsbegivenheder, og ja;
• at vi bare er en stor familie på tværs af lønnede og frivillige.
I det lys er ovenstående udtalelser så groteske, at de grænser til injurier – og hvis det er på det grundlag man i dag tager politiske beslutninger i Frederikssund, så er vi om muligt sunket dybere end den orange mand. Men måske handler det hele i virkeligheden om, at nogen i Byrådet har behov for at styre alting og få det til passe ind i deres eget verdensbillede? Dét der kultur er jo også noget farligt noget!
Prisen kender vi også fra historiebøgerne. Man smider nu de frivillige på porten, er godt i gang med at ødelægge sammenholdet, frivilligheden og de kræfter som har været bærende for huset gennem alle årene – for slet ikke at nævne økonomien, som ingenlunde kommer til at hænge sammen fremover, hvis man vil opretholde den kendte service, standard og ønskede åbenhed.
Det bliver i sandhed en dyr beslutning for kommunen på mange måder, som man kun kan håbe at nogen meget hurtigt besinder sig til at gøre om, inden det er for sent. Argumenterne står i hvert fald i kø! Indtil da bruger vi så kræfterne på at gøre boet op og forberede vores økonomiske krav over for kommunen.
