Læserbrev
Af Erik Zangenberg og Niels H. Elberling, Folkevalgte revisorer i Elværket
Byrådet planlægger, at gøre Kulturhuset Elværket til en kommunal institution. Det vil på afgørende vis ændre husets status fra et frivilligt, foreningsbestyret samlingssted til en del af det kommunale bureaukrati. Derved reduceres Elværkets folkeligt valgte ledelse, hvis den da ikke helt forsvinder. Og dermed reduceres tillige de frivilliges engagement og indsats.
Det virker urimeligt og uforståeligt, at man nu vil ændre et mangeårigt, velfungerende og demokratisk styret kultur- og mødested, som de allerfleste brugere er aldeles tilfredse med.
Vi, der i mange år har virket som folkevalgte revisorer, har indgående og tæt fulgt husets beslutningsgange, budgetter og regnskaber, og vi har aldrig kunnet sætte den mindste finger på hverken udgifternes rimelighed og dokumentation – eller den husholdningsmæssige ansvarlighed, hvormed huset bliver drevet. Personale og bestyrelse har korrekte svar på alle vores spørgsmål, og regnskaberne vidner om, at driften føres med ønske om stor udnyttelse, høj kvalitet og fornuftig økonomisk planlægning. Det kan næppe gøres bedre – og da slet ikke billigere ved kommunal drift.
Hvad er da motivet for den ønskede ændring? Har nogen set sig vrede på bestyrelsen? Det kan afklares og eventuelt ændres på husets årlige generalforsamling. Har nogen ærgret sig over enkelte af husets regler? Også disse kan ændres på demokratisk vis af de kompetente organer. Føler nogen sig udelukket -eller begrænset- i forhold til at benytte faciliteterne? Også her ligger løsningen i brugerfællesskabets hænder.
Hvorfor så?
Som mangeårige flittige brugere -og altså tillige som valgte revisorer- står vi uforstående over for byrådets intentioner, og vi håber, at de mange skeptiske indlæg over for det kommunale initiativ og dets underliggende motiver vil føre til en ændret beslutning.
Som det så fint hedder på engelsk: “If it ain’t broken, don’t fix it! Det er aldrig en skam at blive klogere.







