Lige nu strømmer glade unge mennesker ud af skoler og læreanstalter. Livet ligger åbent for en stund med fest og frihed – og solen skinner, vandet er varmt og tankerne frie.
For en stund!
Det sidste skriver jeg, fordi jeg lige har været til reunion, som det hedder, når man mødes med sine gamle klassekammerater og udveksler minder og nutidige historier fra et levet liv.
En af mine gamle klassekammerater (som jeg sad ved siden af i 1. klasse) sagde nemlig på vores reunion: ”Hvem af jer vidste, hvad I ville, da I gik ud af skolen?”
En enkelt finger røg i vejret! ”Jo, jeg vidste det! ”Behøver jeg at nævne, at han var søn af en landmand, elskede det liv, og så for sig, at han en dag selv skulle drive sin fædrene gård? (og sådan blev det)
Ingen andre anede, hvordan deres liv ville forme sig. Alle vidste dog den dag, de forlod skolen med realeksamen (10.klasse i dag), hvor de skulle i lære/læse videre – og for mange viste det sig at være første trin på en afvekslende vej frem mod pensioneringen
To var kommet i lære i en bank og var blevet der – til de blev pensioneret. En enkelt havde været over 50 år på det samme apotek. Andre havde skiftet til andre arbejdspladser og beholdt deres fag, men en hel del havde taget uddannelse – og så skiftet spor -og taget en ny uddannelse – ja en enkelt har sågar taget 3 uddannelser undervejs gennem livet.
En var blevet cand.mag i historie og samfundsfag, men da der ikke var arbejde at få, så tog han cand.polit graden – og så havde han jo faktisk taget 2 universitetsuddannelser. Se det kunne man dengang. Men det har jo været mange år på smalhals.
Selv tog jeg en kontoruddannelse på det lokale rådhus, men da jeg ville være en fri kvinde med et mere afvekslende arbejdsliv førte det til, at jeg både meldte mig på universitetets litteraturstudier og lærerseminariet. Litteraturstudiet var ”marxistisk og fuld af gruppearbejde”, så det fik jeg, der kom fra en borgerlig familie, hurtigt nok af, og så blev jeg lærer, og det har jeg bare været så glad for. Jeg uddannede mig videre hele tiden og blev speciallærer og konsulent inden jeg sagde farvel.
Alt det her var indledningen til en opfordring til at holde fast i de gamle klassefællesskaber, man er eller var en del af, og også huske – at der er plads til at finde nye spor, hvis der er brug for det.
Det er så dejligt at mødes med gamle klassekammerater. Næste år er det 70 år siden vi begyndte i 1.klasse og 60 år siden vi forlod folkeskolen.
Når jeg ser mine klassekammerater, så er det jo ikke så mange af dem, at jeg egentlig talte meget med undervejs i skolen, men vi vidste hvor hinanden boede, søskende, forældre – ja alt det, som er vores bagkatalog, når vi går videre ud i livet.
Vi mødtes dengang hjemme hos hinanden, i anlægget, til bal på kroen …… vi husker kærester og dumheder og pjank og ballade. Sjove historie fra skolen – og får nye øjne på, hvordan vi var dengang.
Selv husker jeg mig som en pige fra et meget travlt hjem, hvor jeg skulle hjælpe med alt muligt og egentlig ikke havde tid til at læse lektier. Derfor mente jeg, at jeg sad med fingeren i vejret og fuld koncentration for at få så meget med i timerne som muligt. Klassen huskede mig som en, der sad bagerst og vippede på stolen og snakkede med min veninde!!!
I vores klasse gik der 5-10 år imellem vi samledes i de første år. Så blev det hvert andet år – og nu er det hvert år.
Vi er vidt forskellige steder – men har en varm og åbenhjertelig tilgang til vores fælles historie – og det er det dejlige ved det.
