300 arbejdspladser er ikke et fripas

300 arbejdspladser er ikke et fripas

Læserbrev

Af Jeanette Hassel | formand for Det Konservative Folkeparti i Frederikssund

300 arbejdspladser i Frederikssund Kommune er positivt. Derfor er det også godt, at DSB nu sætter tal på forventningerne til værkstedet i Vinge.

Men begejstring må ikke erstatte kritisk sans.

DSB kommunikerer professionelt og helt efter bogen: Man forventer omkring 300 medarbejdere i 2031 og vil rekruttere bredt og “meget gerne lokalt”.

Det er positivt – men lad os kalde tingene, hvad de er. 300 er en forventning, ikke et løfte. Og 300 arbejdspladser er ikke det samme som 300 lokale arbejdspladser.

DSB fremhæver samtidig, at medarbejderne skal være ansat på danske overenskomster. Det er godt og sikrer ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Men en dansk overenskomst siger ikke noget om medarbejderens postnummer eller nationalitet. Der er altså ingen garanti for, hvor mange arbejdspladser der faktisk bliver lokale eller danske.

For Konservative har spørgsmålet aldrig været, om vi ønsker arbejdspladser og udvikling. Selvfølgelig gør vi det. Spørgsmålet er, hvad den konkrete placering koster.

Vi taler om et cirka 41 hektar stort, døgnaktivt værkstedsanlæg med omkring 14 kilometer spor. Otte hektar fredskov skal fældes, og der er væsentlige spørgsmål om støj, lys, natur, landskab og Vinges fremtidige udvikling.

Bekymringerne er reelle. Høringen har ført til skærpede krav, og Vejdirektoratets indsigelse har medført væsentlige ændringer og reduceret lokalplanområdet fra 48 til 41 hektar.

Det er konservativ politik at skabe gode rammer for arbejdspladser og vækst. Men også at passe på naturen, lytte til naboerne og kræve ordentlig, langsigtet planlægning.

Byrådet har endnu ikke truffet den endelige beslutning. Vi forventer et flertal for projektet, men Konservative fastholder vores nej.

Bliver værkstedet en realitet, vil vi arbejde for størst mulig lokal gevinst.

300 arbejdspladser vil være positivt. Men en forventning om 300 arbejdspladser er ikke et fripas til at se bort fra resten af regningen.

Andre artikler fra denne uge